Pressemeddelelse -

TV3 PULS HOS BOXER FRA 1. JULI

Mens den populære, danske tv-kanal TV3 har været en del af Boxers tv-pakker siden nytår, udbygges Boxers kanaludbud nu yderligere fra næste uge - denne gang med TV3 PULS.

TV3 PULS er kendt som kanalen, der henvender sig til hele familien med serier som den prisbelønnede Mad Men, Boardwalk Empire og Restauration Man samt mad- og livsstilsprogrammer som Masterchef US, Cupcake Wars, Grand designs og mange flere. Fra august kan man se egenproduktionen Rædslernes nat. TV3 PULS har som målsætning gennem sine livsstilsprogrammer og kvalitetsserier at engagere, inspirere samt give nyttig viden og indsigt. Læs mere om TV3 Puls

- Boxer er på rekordtid blevet én af Danmarks største tv-udbydere, og vi er rigtig glade for at kunne præsentere endnu én af de mest sete tv-kanaler for vore mange nuværende og kommende kunder, siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer TV A/S.

TV3 PULS kommer til at indgå i tv-pakken Boxer MINI, der vil bestå af følgende betalings-tv-kanaler: TV 2, TV 2 NEWS, TV 2 FILM, Kanal 4, Kanal 5, TV3 og altså TV3 PULS. Herudover har man altid adgang til HD-versionerne af TV 2 og TV 2 FILM. Snart følger også TV3 i HD. Desuden vil TV3 PULS være at finde i Boxers allerstørste tv-pakke - Boxer MAX.

Foruden betalings-tv-kanalerne i Boxers tv-pakker, kan man naturligvis også se samtlige DRs tv-kanaler, lokalt/regionalt tv samt Folketingskanalen og de tre nabolandskanaler ZDF, TV4 og TV 2 Norge. Abonnerer man for eksempel på Boxer MAX, kan man alt i alt modtage knap 40 tv-kanaler, mens man med en Boxer MINI får adgang til sammenlagt 18 tv-kanaler.

Boxer TV leverer tv til over 350.000 husstande.

Emner

  • Radio, tv

Kategorier

  • viasat
  • boxer
  • boxer tv
  • tv3 puls

Boxer udbyder digitalt tv distribueret via det jordbaserede tv-sendenet og er i dag blandt Danmarks største tv-udbydere med omtrent 350.000 kunder. Boxer tilbyder en lang række forskellige, færdigpakkede tv-pakker samt fleksible tv-pakker, hvor man skræddersyer sin egen tv-pakke.

Kontakt

Steen Ulf Jensen

adm. direktør 4132 9500