Skip to main content

​Bring bygger ny terminal i Taulov

Pressemeddelelse   •   Nov 06, 2019 11:03 CET

Brings nye terminal på Kongens Kvarter i Taulov.

Bring vokser i Danmark og for at imødekomme den kraftige vækst indenfor e-handel, har Bring nu indgået en aftale med Daugaard Pedersen om at bygge en ny terminal i Kongens Kvarter ved Taulov

Stigende e-handel og vækst i tilstrømningen af kunder får Bring til at flytte ind i nye og større lokaler i Taulov. Bring har længe ledt efter egnede ejendomme eller grunde i Trekantområdet, som er et knudepunkt for distribution vest for Storebælt og samtidig centralt for Brings stigende Europatrafik. Valget faldt på Kongens Kvarter i Taulov.

Strategisk placering

- Vi har valgt at flytte til Taulov, da vi her fandt den helt rigtige kombination af geografisk placering og en erhvervsvenlig kommune, som vi mener på bedste vis, kan understøtte vores fremtidige vækst inden for e-handel, siger Bjarne Lauritsen, driftsdirektør og ansvarlig for Brings netværk i Danmark.

- Vi har de sidste mange år arbejdet målrettet med at udvikle Danmarks bedste erhvervsområde. Så vi er selvfølgelig rigtig glade, når en virksomhed som Bring kvitterer for det arbejde og kan se en fremtid hos os. Vi arbejder løbende med udviklingen af området og har netop sat 30 mio. kroner af i 2021 til udvikling af infrastrukturen, så virksomhederne i området hurtigt kan komme til og fra og fokusere på deres kerneopgave. Vi glæder os til at byde de mange medarbejdere velkommen i 2020, når byggeriet står færdigt, siger Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune.

To nye terminaler i 2020

Den nye terminal bliver 6.401 m2 med tilhørende 800 m2 administration og arbejdsplads for cirka 130 medarbejdere. Terminalen i Taulov skal erstatte Brings nuværende terminal på Birkedam i Kolding. Dette er anden gang i 2019, at Bring annoncerer opførslen af en ny terminal. Til foråret 2020 flytter Bring fra deres nuværende lokaler i Kastrup til en ny og større terminal, som er beliggende i Greve.

- Investeringerne skal ses i lyset af, at flere netbutikker og e-handlere vælger Bring. Vi håndterer nu et rekordstort antal pakker til danskerne og forventer stadig en stærk vækst de kommende år. Vi arbejder konstant med at udvikle nye, gode løsninger for vores kunder og modtagere, og det kræver også en god infrastruktur, siger Per Buus, salgsdirektør for Bring i Danmark.

Første spadestik

Det første spadestik til den nye terminal i Taulov blev taget d. 5. november 2019 og skal bygges i samarbejde med Daugaard Pedersen. Allerede i november 2020 forventer Bring at kunne flytte ind i den nye terminal i Taulov.

- Vi glæder os meget til denne opgave, som ligger indenfor vores kerneområde med opførelse af logistik- og lagerejendomme. Valget af leverandør til et byggeri, er en tillidssag, og vi er stolte ved at Bring valgte os, siger adm. direktør Jan Riis fra Daugaard Pedersen A/S.

- Ligeledes er vi glade for samarbejdet med Fredericia kommune, der endnu engang har udvist erhvervsvenligt samspil. Nu glæder vi os til at komme i jorden, og levere et flot byggeri til Bring, siger Riis.

Bring løser hverdagslogistikken for små og store virksomheder i hele Norden. Hos os får du hjælp til alt fra e-handel til lægemiddeltransporter. Vi håndterer pakker, bud, post og gods. Vi kan lagre dine varer og har erfaring med tempereret fødevarelogistik. Vi kan installere den bestilte vaskemaskine for dine kunder, bære den nyindkøbte sofa ind og samle den.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.