Pressemeddelelse -

C MORE PODCAST: SØREN HANSEN HYLDER TIGER-COMEBACK OG SER FREM MOD RYDER CUP

Tiger-mania og Ryder Cup med Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen er blot nogle af ingredienserne i seneste udgave af C Mores populære podcast, Chip In, der har besøgt Søren Hansen.

Der var vilde scener på East Lake i Atlanta, da Tiger Woods i søndags vandt sin første sejr i fem år og nummer 80 på den amerikanske PGA Tour. Jublen ville ingen ende tage blandt de mange fremmødte fans i Tour Championship og herhjemme i Danmark sad den tidligere professionelle golfspiller Søren Hansen klistret til skærmen. 

- Det var jo fuldstændig magisk. Jeg tror, at alle golfspillere i verden sad og håbede på, at det ville ske. Det er fantastisk for golf at få de sorte bukser og den røde trøje frem om søndagen, siger Søren Hansen i 20. udgave af Chip In, som er tilgængelig på iTunes og Soundcloud

Chip In har besøgt Søren Hansen på Great Northern i Kerteminde. Foruden snakken om Tiger-mania og afslutningen på FedExCup-slutspillet ser han i selskab med vært Anders Sigdal også frem mod Ryder Cup 2018 i Paris. 

Søren Hansen spillede selv med i Ryder Cup for 10 år siden og fortæller om oplevelsen og vurderer også styrkeholdet mellem Europa og USA, inden det går løs på fredag.

- Det bliver helt vildt spændende. Det bliver meget tæt og det taktiske kommer til at betyde meget. Særlig om søndagen. Og med hjemmebane i Paris, tror jeg, at Thomas Bjørn og kompagni slår det på papiret bedste Ryder Cup-hold nogensinde, siger Søren Hansen med henvisning til det frygtindgydende stærke hold fra USA.

Det bliver til en lille time med gode anekdoter og skarpe analyser, hvor der selvfølgelig også er fokus på Thorbjørn Olesen, som er med på det europæiske hold. 

Chip In er udkommet siden slutningen af 2017. I tidligere afsnit kan du blandt andre høre Thomas Bjørn fortælle om Ryder Cup, Steen Tinning om det særlige gen, der driver ham fremad, om Anders Hansen, der ikke kan slippe golfsporten, erfaringerne på PGA Tour med Søren Kjeldsen eller livet som caddie med Thomas Søby,

Du kan også høre Jeppe Huldahl, Mark Haastrup, Joachim B. Hansen og Victor Østerby fortælle om, hvordan det er at spille på Challenge Tour eller få anmeldt nogle af verdens bedste golfbaner af Christian Færgemann og Thomas Stuer Laudridsen, få styr på det nyeste golfudstyr med Claus Helmer, komme med til fysisk træning med Nicole Broch Larsen og høre om DGUs talentarbejde.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • søren hansen
  • ryder cup
  • podcast
  • fedex cup
  • pga tour
  • chip in
  • c more golf

Hør Chip In via iTunes eller Soundcloud.

Klik her hvis du vil se PGA Touren live uge efter uge med stjernenavne som Tiger Woods på C More Golf.

Kontakt

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25