Pressemeddelelse -

Tiger Woods og Rory McIlroy debuterer i Valspar Championship

De to tidligere verdensettere Tiger Woods og Rory McIlroy er blandt de store publikumsmagneter, når de debuterer i denne uges Valspar Championship på den amerikanske PGA Tour, som kan opleves på C More Golf. Favoritværdigheden må de dog se gå til andre spillere.

Tiger Woods og Rory McIlroy er begge ivrige efter at finslibe spillet inden årets første majorturnering, Masters på Augusta, i begyndelsen af april. Tiger Woods figurerer som nummer 388 på verdensranglisten, efter sin lange skadespause, og stillede senest op i The Honda Classic, hvor han var hele ni slag bedre end Rory McIlroy. Med sin samlede 12. plads viste den nu 42-årige amerikaner flere glimt af sit gamle jeg. Og det bliver spændende at se, om han kan klemme sig ind i top 10 i denne uges Valspar Championship.

Rory McIlroy er røget ned som 12 i verden og har ikke vundet i USA siden Tour Championship 2016. De 17 måneder er den længste sejrstørke i hans professionelle karriere. Og nordireren har ikke været placeret bedre end top 20 i sine sidste syv starter på det store kontinent.

Valspar Championship spilles på Innisbrook Resort and Golf Club, Copperhead Course, nær Tampa på Floridas vestkyst. Copperhead Course er en måske lidt underkendt bane af tv-seerne, men er elsket blandt spillerne. Den ligger i et - for Florida - atypisk rullende landskab og dens design stiller som få andre baner krav til at spillerne mestrer mange typer slag. Netop derfor har mange spillere Copperhead Course som deres foretrukne i Florida før eksempelvis Sawgrass.

Hullerne 16-18 er banens mest kendte, og går under navnet ”The Snake Pit” - undgå at blive bidt (af banen) og du kan vinde turneringen. Larry Packard er mester for banen, og med flere store profiler til start denne uge, er der gode chancer for at endnu flere får øjnene op for denne perle.

Sidste år var Adam Hadwin og Patrick Cantlay helt lige, da de sammen gik ud på 72. hul, inden Adam Hadwin med en par gjorde Valspar Championship til sin første sejr på PGA Touren. Canadiske sejre på PGA Touren er sjældne - canadiere som forsvarer deres titel tæt på ikke eksisterende. Men med tre top 10-placeringer i sine sidste fem starter kan det på ingen måde udelukkes, at Hadwins navn igen skal på The Golden Brush-trofæet.

Adam Hadwin er én ud af ni af de sidste ti års vindere af Valspar Championship, som er i feltet. Blandt de øvrige springer Jordan Spieths navn først i øjnene. Dels fordi han er turneringens højest rangeret spiller, som nummer fire i verden, og dels fordi Spieths anden PGA Tour-sejr på Innisbrook i 2015 blev startskuddet til det helt store gennembrudsår for texcaneren. Tre måneder efter var Spieth pludselig dobbelt majorvinder. Den tredje majortitel fulgte i sommer, da han vandt The Open på Royal Birkdale, men siden har Spieth ikke sejret.

Som flere måske husker, så duellerede Jordan Spieth med landsmanden Matt Kuchar i The Open. Det er snart 100 starter siden, Kuchar sidst vandt på PGA Touren. Men mon ikke han har fundet lidt opmuntring i Phil Mickelsons gennembrud i WGC-Mexico Championship efter fem års sejrstørke? Kuchar har ganske vist vundet på Fiji i 2015 og det er trods alt mere end, hvad Paul Casey kan prale af. Sammen med Kuchar er Casey de eneste i top 20 på verdensranglisten, der er gået sejrsløse i mere end to år. Casey har endda kun trofæet fra Shell Houston Open i 2009 at vise frem fra sine 226 starter på PGA Touren. Ud over Casey er Europa stærkt repræsenteret med Justin Rose, Sergio Garcia og Henrik Stenson i det 144 mand store felt.

Henrik Stenson er til start i USA for første gang denne uge. Svenskeren kommer med et par top 10-placeringer fra Europa Tourens Desert Swing i januar, og spiller Valspar Championship for fjerde år i træk. Han har ikke været dårligere end T11 de tre foregående år. Sergio Garcia var yderst tilfreds med spillet sidste uge, der gav en syvendeplads i WGC-Mexico Championship. Garcia har ikke spillet på Innisbrook siden 2013, hvor han blev T7 og spanieren har altid spillet weekenderne her i sine fire starter. Justin Rose sluttede midt i Mexico, men avancerede ikke desto mindre til top 5 på verdensranglisten for første gang siden november 2015. Rose har ikke spillet med i Valspar Championship de sidste par sæsoner, og har en T5 fra 2011 som bedste resultat i Tampa.

Tre mulige vindere:

Jordan Spieth
Valspar Championship bliver Jordan Spieths første start i Florida siden 2016, hvor det også på Innisbrook han stillede op. Spieth har hverken været helt væk eller tæt på at vinde i 2018. Det skyldes i høj grad at spillet på green har været væsentligt under standard og hvis putteren pludselig makker ret, så er det svært ikke at se ham i slutstriden.

Justin Rose
Det er intet mindre end imponerende læsning, når man kigger på Justin Roses resultatliste for de seneste otte måneder. Tre internationale sejre, men stadig ingen på det amerikanske kontinent siden sejren i New Orleans i 2015. Den kunne sagtens komme denne uge, hvor Rose spiller et par timers kørsel fra sit hjem i Orlando. Resultatmæssigt var Mexico ikke noget at skrive hjem om for Rose, men starten kom også ovenpå fem ugers turneringspause.

Cameron Smith
Tiger Woods trak voldsomt til at blive det sidste vinderbud, men det er nok stadig lidt for tidligt? I stedet holder vi snuden i sporet og peger på endnu en spiller med stabile topresultater. Cameron Smith er kun sluttet udenfor top 20 en enkelt gang siden september. I sin seneste optræden delte Smith 6. pladsen i Genesis Open med Phil Mickelson, ikke den dårligste formbesked at komme til Valspar med.

C More Golf byder på rig mulighed for at følge verdenseliten i Valspar Championship fra Tampa i Florida.

Sendetider:

Torsdag: 20:00-00:00. Featured Groups: 12:45-20:00. Kommentator: Jesper Knudsen

Fredag: 20:00-00:00. Featured Groups: 12:45-20:00. Kommentator: Jesper Knudsen

Lørdag: 19:00-00:00. Featured Groups: 15:00-19.00. Kommentator: Anders Sigdal

Søndag: 19:00-00:00. Featured Groups: 15:00-19:00. Kommentatorer: Anders Sigdal/Andreas Hartø.

Related links

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • jordan spieths
  • streaming
  • rory mcilroy
  • tiger woods
  • valspar championship
  • pga tour
  • fedex cup
  • justin rose
  • c more golf

Forestil dig at du kan vælge frit mellem utallige film og serier, børneunderholdning samt dokumentarer og se det præcis, hvornår du ønsker. C More har aftaler med en lang række film- og serieproducenter, som sikrer C Mores kunder adgang til de største blockbustere og nyeste serier fra USA.

Du kan se C More på dit tv eller online. Ønsker du at se C More på dit tv, så skal du oprette dit C More abonnement hos din nuværende tv-leverandør. Du bestiller C More lettest ved at kontakte din nuværende tv-leverandør direkte. Kontakt din tv-leverandør.

Hvis du ønsker at se C More på din computer, iPad/iPhone, Android tablet/smartphone kan du købe adgang direkte på http://cmore.dk/signup/c-more-film-dk.

C MORE

Kontakt

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25