Pressemeddelelse -

Unge og gamle i kamp på C More Golf

Der er igen i denne uge masser af golf fra U.S.A. På PGA Tour spilles Sanderson Farms Championship, og på PGA Tour Champions spilles næstsidste runde i slutspillet, hvor 54 spillere har kvalificeret sig.

Sanderson Farms Championship er ikke den største turnering på PGA Touren, men til gengæld giver den en fantastisk mulighed for at få en flyvende start på PGA Tour karrieren for de nye unge rookies.
Turneringen har kastet hele ti førstegangsvindere af sig, og igen i år er der gode muligheder for, at lige præcis det sker igen.
Der er masser af spændende nye spillere til start. Mange af disse spillere har den almindelige golfer ikke engang hørt om – endnu, men ikke mange vidste heller, hvem for eksempel Justin Thomas var for tre år siden, da han kom op fra Web.com Touren.
Golfsporten er på vej i en retning, hvor de dygtigste bliver stadigt yngre. Verdens top fem ligger lige nu med en gennemsnitsalder på 25 år, og det med en verdensetter (Dustin Johnson), som trækker godt op i den statistik med sine 33 år. Så på trods af at Sanderson Farms Championship ikke tager pladsen som hovedattraktion i denne uge, er der god mulighed for at spotte mange af de kommende stjerner på skærmen.
Hele 44 spillere, ud af de 50 der er kvalificeret gennem Web.com Touren, er til start i Sanderson Farms Championship.

Der er dog også mere velkendte navne til start. Eksempelvis Luke Donald, som var verdens nummer et i hele 56 uger. Donald vandt denne turnering tilbage i 2002 som en af kun to ikke amerikanere i turneringens seneste 20 år.
Donald forsøger stadig at finde tilbage til tidligere tiders storhed, fra en placering som nummer 117 i verden er vejen tilbage efterhånden ved at være lang. Den sympatiske englænder kan måske tage et skridt i den rigtige retning i denne uge.

Sanderson Farms Championship spilles på The Country Club of Jackson i staten Mississippi. Forsvarende mester er venstrehåndede Cody Gribble, som sidste år tog en sikker fire slags sejr, den næststørste i turneringens historie. Sejren var Cody Gribbles første på PGA Tour.

Tre mulige vindere

Chesson Hadley
193 cm høje Chesson Hadley har i den grad fundet formen i efteråret. En sejr og en andenplads i Web.com Tour slutspillet, var med til at sikre ham førstepladsen på listen. Den nye status blev brugt bedst muligt i årets første turnering - Safeway Open, hvor Hadley kæmpede sig til en delt tredjeplads godt hjulpet af en anden runde i 61 slag.
Hadley har en sejr på PGA Touren i den mindre Puerto Rico Open tilbage i 2014.

Jonathan Byrd
Byrd er en af de mest prøvede spillere I feltet med seks sejre på PGA Tour. Den seneste ligger dog helt tilbage i 2011. Til gengæld vandt Jonathan Byrd den afsluttende turnering i Web.com slutspillet i 2017, og sikrede sig dermed på ny sit tourkort.
Byrd har været professionel siden år 2000. Erfaring blandet med en god portion selvtillid fra den sidst spillede turnering kan måske give amerikaneren det sidste rygstød igen i denne uge.

Aaron Wise
Wise er et af de nye store talenter, der spåes en stor karriere. Den unge amerikaner har tidligere fået plads i op til flere PGA Tour turneringer, og han kvalificerede sig ovenikøbet til US Open i 2016 som amatør efter sejr i en kvalifikationsturnering.
2017 er til gengæld gået med fuld fokus på Web.com Touren og ikke overraskende kom Wise igennem nåleøjet.
Nu er Aaron Wise officielt klar til at kæmpe mod de helt store, og det er vi mange, der ser frem til.

Sendetider Sanderson Farms Championship
Torsdag 20.30 - 23.30
Fredag 20.30 - 23.30
Lørdag 20.30 - 23.30
Søndag 19.30 - 22.30

På PGA Tour Champions er de bedste 54 spillere klar til PowerShares QQQ Championship. Det er anden runde i Playoffs, Bernhard Langer vandt traditionen tro - fristes man til at sige - den første. Det har givet tyskeren en solid føring, og Langer er allerede nu sikker på at føre Charles Schwab Cup inden finalen.
Pointene bliver dog nulstillet til finalen i bedste FedEx Cup stil, og det giver alle 36 spillere i finalen en matematisk mulighed for at løbe afsted med trofæet.
Det gør det ikke mindre imponerende, at Langer har vundet Charles Schwab Cup de seneste tre år. Tour Champions virker efterhånden som én tysker mod et helt felt af fantastiske golfspillere, som forsøger at stoppe hans stime af succeser og sejre.
Det bliver særdeles spændende at se, om Bernhard Langer kan gå hele vejen igen i år.

Sendetider PowerShares QQQ Championship
Fredag  23.30 - 02.00
Lørdag 23,30 - 02.00
Søndag 23.30 - 02.00

Både Sanderson Farms Championship og PowerShares QQQ Championship kan ses på C More Golf

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • bernhard langer
  • sanderson farms
  • luke donald
  • justin thomas
  • streaming
  • pga tour
  • fedex cup
  • aaron wise
  • web.com
  • tour champions
  • dustin johnson
  • c more golf
  • c more

Kontakt

Jacob Panum

Pressekontakt PR- og SoMe-ansvarlig Film og serier +45 25 37 04 55

Johnny Jensen

Pressekontakt Film- og serieredaktør Film og serier +45 26 70 71 25