Nyhed -

Debat: Erhvervslivet skal ind i folkeskolen

Flere unge skal tage en erhvervsuddannelse, men det er ikke nødvendigvis kun en opgave for det offentlige. Derfor går Cabi, Skolelederforeningen og Jyske Bank nu sammen om at gøre uddannelserne mere attraktive i projekt ’Flere kloge hænder’, skriver Jyske Banks CSR-direktør, Lene Hjorth, i et debatindlæg.

Samfundet efterspørger flere ’kloge hænder’. Derfor skal mindst 25 procent af en årgang blive faglærte i 2020. På trods af målet og det voksende hul på arbejdsmarkedet, vælger mindre end hver femte unge i dag en erhvervsuddannelse. Hvis den udvikling kan vendes, vil det både gavne samfundet og mange unge, skriver Lene Hjorth, CSR-direktør i Jyske Bank, i et debatindlæg til Altinget.

Sammen med Cabi og Skolelederforeningen har Jyske Bank derfor meldt sig ind i kampen om at sikre flere faglærte med projektet ’Flere Kloge Hænder’.

”Vi har i samfundet reelt brug for dygtige unge, der primært vil arbejde med hænderne, og det er præcis det, vores projekt Flere Kloge Hænder ønsker at løse,” skriver hun i debatindlægget.

Lene Hjorth mener, at private aktører kan bidrage med vigtig viden og erfaringer og måske endda sidde med nøglen til en løsning. Koden er i hvert fald ikke knækket endnu, og undervisningsministeren har selv udtrykt bekymring for, om målet med de 25 procent kan nås i tide.

70.000 kloge hænder mangler i dag

I dag mangler Danmark 70.000 kloge hænder. Med projektet ønsker de tre partnere at få det tal til at falde, så iværksættere og virksomheder også fremover kan få kvalificerede medarbejdere, succes og vækst.

”Hvis Danmark mangler faglært arbejdskraft, så skal vi naturligvis bidrage, hvor det giver mening. Og hvor vi har erfaringerne med at løse et samfundsproblem,” skriver Lene Hjorth.

Projektet skal samtidig give de unge nye muligheder og fremtidsudsigter. Målet er at plante en interesse hos dem og skabe en fornyet stolthed omkring de praktiske fag, så flere vælger den vej i fremtiden.

Unge skal forskønne og forbedre områder

Det vil de tre partnere arbejde for i fire pilotprojekter. Idéen med projektet er, at udvalgte 8.-10.klasses elever skal arbejde med at forskønne og forbedre steder i deres lokalområde i skoletiden.

”Vi er meget konkrete på, hvordan det kan gøres og har allerede gode erfaringer fra tidligere projekter, hvor det er lykkedes at tiltrække unge til erhvervsuddannelserne,” skriver Lene Hjorth om projektet.

I løbet af en-to uger skal de unge prøve kræfter med forskellige discipliner inden for håndværk, samtidig med at de modtager vejledning fra håndværksmestre og erhvervsskoleundervisere. Før og efter det praktiske arbejde vil der også være opgaveløsning og refleksion, der skal give de unge mere viden om erhvervsliv og uddannelsesmuligheder. Samlet set håber man, at kombinationen af det praktiske arbejde og en større viden på området kan få flere unge til at vælge en fremtid som faglært.

Mere viden

Læs debatindlægget på Altinget.dk

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • unge
  • erhvervsuddannelser
  • faglærte
  • rekruttering
  • cabi
  • virksomhed
  • arbejdsmarked

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126