Nyhed -

Hver femte i arbejdsstyrken er indvandrer i 2030

Om 12 år vil 20 procent af borgerne i den erhvervsaktive alder være indvandrere eller efterkommere, viser ny fremskrivning fra Dansk Industri. Derfor mener organisationen også, at det er vigtigt at få flere ud på arbejdsmarkedet allerede nu.

Hvordan bliver arbejdsstyrken anno 2030? Det kommer Dansk Industri (DI) nu med et bud på. Ifølge arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen vil 20 procent af de 20-69-årige til den tid være indvandrere eller børn af indvandrere. 

Men det fremtidige scenarie for arbejdsmarkedet stiller også krav til vores indsats på området i dag. Det mener underdirektør Steen Nielsen (DI):

”Det er helt afgørende, at vi som samfund gør en stærk indsats for at integrere dem bedre i arbejdsstyrken. Hvis flere indvandrere og efterkommere kommer i job, kan det give et væsentligt og nødvendigt bidrag til samfundet,” siger han til DI Business.

Deres beregninger viser, at der formodes at være 720.000 indvandrere og efterkommere mellem 20 og 69 år i Danmark, når kalenderen viser 2030. Tallene er beregnet ud fra DREAM’s socioøkonomiske fremskrivning 2017 og viser, at der til den tid vil være 160.000 flere end i dag.
Hvor denne gruppe borgere i dag udgør 15 procent af arbejdsstyrken, vil de i 2030 udgøre 20 procent.

Arbejdsstyrken: Færre etniske danskere og flere indvandrere

Udviklingen skyldes flere ting. Til dels at der er kommet flere indvandrere og efterkommere i Danmark. Men også at der i samme periode, frem mod 2030, vil blive 128.000 færre i aldersgruppen med dansk oprindelse.

Derfor mener Steen Nielsen også, at det er særligt vigtigt, at indvandrere og efterkommere bliver en central del af fremtidens arbejdsstyrke:

”Antallet af personer med dansk oprindelse i den erhvervsaktive alder falder kraftigt, blandt andet fordi danskerne ikke har fået så mange børn. Det bliver opvejet af et stigende antal indvandrere i den erhvervsaktive alder, men det gør det blot endnu mere nødvendigt, at vi formår at få dem i arbejde,” siger han til DI Business.

Han påpeger desuden, at uddannelse også er en vigtig faktor i den forbindelse.

Mere viden

Læs mere hos Dansk Industri

Få råd og viden om flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet hos Cabi

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • efterkommere
  • indvandrere
  • arbejdsstyrken
  • rummelig
  • integration
  • arbejdsmarked

Kontakt

Dorthe Lundh

Pressekontakt Presseansvarlig Kommunikation og Marketing 4016 3101

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126