Skip to main content

Det vigtige 'hvorfor?' ”Menneskets første reaktion er afvisning”

Pressemeddelelse   •   Jan 10, 2018 10:04 CET

Har du tænkt hele processen igennem, før du sætter gang i kompetenceudvikling via e-learning – for dig selv eller medarbejderne? Seniorrådgiver hos CfL, Jacob Grum-Schwensen, giver her sine fem gode råd til et succesfuldt forløb.

1 - Definér et klart 'hvorfor'

”I 00'erne var det the more the merrier. 'Vil du gerne have et kursus i mindfulness og et i yoga, jamen det er fint'. Der var ikke grænser for, hvad man sendte folk afsted til, men man glemte bare hvorfor.

Hvis ikke folk forstår hvorfor – hverken dem, der sender folk på kursus eller dem der skal på kursus - er sandsynligheden for succes meget lille. Menneskets første reaktion, når status quo er truet, er altid afvisning. Derfor skal man ved e-learning, og læring i det hele taget, have en sund dialog, før man igangsætter.

Det er en klassisk udfordring, at ledere, i den bedste mening, giver en medarbejder besked om, at vedkommende skal på kursus. Ofte har lederen allerede været igennem hele tankeprocessen om hvorfor og hvordan, og så tror lederen, at alle andre også har set lyset. I stedet bør lederen begynde med at stille medarbejderen spørgsmål, og se om vedkommende ikke når frem til samme konklusion, man selv er nået frem til. Spørg f.eks. 'Jeg kan se, at det meste fungerer godt her i projektgruppen, men hvad går mindre godt?' Man skal ikke komme med løsningen med det samme, for erkendelsen er afgørende for, at vi er motiverede.”

2 - Planlæg baglæns

”Man skal tage udgangspunkt i det resultat, man gerne vil opnå og huske implementering og eksekvering. Ellers giver det ikke mening for medarbejderne at fastholde ændringerne. Som medarbejder kan man let komme til at se et kursus som lidt underholdning. Så er motivationsdelen væk. Man kan være heldig at folk selv ser lyset på et kursus og bagefter implementerer det, de har lært, men det er ikke ofte, det sker. Derfor bør man tage udgangspunkt i, hvad målet er.”

3 - Vælg en metode

”Der er masser af muligheder for e-learning eller blended learning. Altså en kombination af alle de muligheder, der er for at lære. Det kan være face to face, det kan være med webcam, eller det kan være noget, der kører via en platform med opgaver som brugerne får via en robot, indtil man vurderer, at man har nået det ønskede resultat.

Der kan både være fysiske muligheder og økonomi at tage hensyn til. Hvis medarbejderen er udstationeret, er det ikke sikkert det er muligt at flyve til København tre gange, fordi vedkommende ikke kan forlade arbejdet. Der er e-learning en mulighed, ligesom det er virkelig stærkt på den måde, at du har en platform, hvor du kan træne igen og igen. Det har f.eks. vist sig meget effektivt i detailbranchen, hvor man har nogle unge mennesker, som arbejder i en butik og skal lære nye måder at gøre tingene på. Hvis man har en platform, der er interessant og har en chef, der giver plads til det, kan de i alle små pauser tage deres smartphone frem og repetere. For nogle mennesker er det rarest at se en dvd, mens helt unge mennesker hellere vil have det på deres smartphone. Men deres krav til underholdningsdelen er stort. De unge er meget interesserede, men vil vide 'what's in it for me?'. De er vant til højt tempo på Youtube osv. så det skal virkelig fange dem hurtigt.

E-learning passer også godt til større virksomheder, der opererer i hele verden. Det kan være svært og dyrt at samle folk fysisk. Med e-learning kan man samle folk alt efter tidszoner og undervise via webcam, eller det kan foregå via en platform. Hvis kurset handler om samarbejde og kommunikation face to face, så er man dog på et tidspunkt nødt til at bringe øvelserne ind i den virkelighed, det skal eksistere i. Der stopper e-learningen og den videre træning skal starte.”

4 - Pas på dine egne blinde vinkler

”Som leder skal du være opmærksom på, hvad der motiverer dig, når du selv skal udvikle dine kompetencer. Jeg foreslår altid ledere, at de finder sig en makker, der hjælper dem med at holde dem fast på målet. Jeg har f.eks. en god kollega fra et tidligere job, som jeg altid tager med på råd, når jeg skal beslutte noget i mit arbejdsliv. Nogle bruger også coaches og mentorer. Den slags ordninger er netop beregnet til, at man skal nå til erkendelser om sin egen udvikling.”

5 - Følg op

”Der skal være klare aftaler om, hvilken opfølgning, der skal være. Som mennesker falder vi let tilbage i gamle måder at gøre tingene på, også selvom de er forkerte, fordi det giver os tryghed. Det gælder alle læringsprocesser. I mange år troede man, at vi kun kan blive afhængige af narkotiske stoffer som sukker, fedt osv. men kroppen er også afhængig af emotioner. Dvs. at hvis man holder op med at gøre noget, man har gjort længe, så arbejder kroppen imod det. Netop derfor er det vigtigt, at man selv kan se en værdi i forandringerne.”

CfL er Danmarks største ledelseshus. Et klubhus for ledere, der vil arbejde med udvikling baseret på den bedste praksis.

I kernen af CfL er et stærkt ledelsesfagligt miljø, der består af specialister i en lang række ledelsesdiscipliner.

Vi er ca. 90 medarbejdere.

Rundt om CfL er ca. 900 danske offentlige og private virksomheder, der lærer med og af hinanden via os.

Resultatet af dette arbejde integreres løbende i vores værktøjer, rådgivning, netværk og kurser.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar