Nyhed -

Fremtidens parkering hos Statoil

Statoil i Padborg har Danmarks første sikrede parkeringsplads for varevogne og lastbiler, og som den første i Nordeuropa er den nu certificeret af ESPORG*) med 4 ud af 5 hængelåse, hvilket betyder dokumenteret sikkerhed i topklasse.

Site Manager Michael Dinesen fra Statoil i Padborg glæder sig over den nye certificering og siger: ”Vi ved, at vores anlæg holder ubudne gæster ude, så brugerne undgår tab, besvær og tidsforbrug ved tyverierne” og fortsætter: ”Med certificeringen har vi fået et godt salgsværktøj, som vi glæder os til at vise til alle de forskellige interessenter i transportkæden. Det er ikke kun vognmanden, der vinder ved at benytte de sikrede parkeringspladser, men mange virksomheder har deres reelle lager kørende på vejene, og derfor rammer kriminaliteten mod vognene både kunder og leverandører i forsyningskæderne”.

Helle B. Pedersen fra Forsikring og Pension siger: ” Værdier for over 60 mia. kr. forsvinder hvert år fra europæiske landeveje, så forsikringsbranchen hilser initiativer som dette varmt velkommen. Tyverierne belaster hele forsyningskæden, og alle har derfor glæde af at transportøren vælger sikrede parkeringspladser i det omfang de er til rådighed”.

I Europa er der pt. ca. 35 sikrede og overvågede P-pladser, og Padborg er den eneste i Danmark og blandt de 2 eneste i Europa, som er tildelt 4 hængelåse. Sidste år indviede Statoil den 7.000 m2 store parkeringsplads, hvor der er plads til 50 vogntog samt en lang række ekstra faciliteter til chaufførerne i form af baderum, vaskemaskiner, restauration og gratis wi-fi.

Fordel for alle
”Selv om alle er forsikrede, koster det meget at miste en vogn med gods. Der er både en selvrisiko, en masse besvær og afledte konsekvenser for kunderne” siger projektleder Eivind Wieth-Knudsen fra Statoil og fortsætter: ”Kunderne sparer på bundlinien ved at benytte den sikrede parkeringsplads, og på længere sigt kunne man godt forestille sig, at forsikringsselskaberne giver billigere præmier til vognmænd, der benytter sikrede parkeringspladser”.

For yderligere information venligst kontakt:

Site Manager Michael Dinesen, Statoil, tel: 7467 1203

* ESPORG: European Secure Parking Organization. Læs mere på http://www.esporg.eu/

Billedtekst: Site manager for Secure Parking i Padborg Michael Dinesen med det synlige bevis på sikkerhed i topklasse.
Fra venstre Formand for TAPA, Thorsten Neumann, Statoils danske direktør Pia Bach Henriksen, Formand for ESPROG Dirk Penasse, Site manager for Secure Parking i Padborg Michael Dinesen , Projektleder Eivind Wieth-Knudsen fra Statoil og Helle B. Pedersen fra Forsikring og Pension.

Emner

  • Detailhandel

Kategorier

  • tankbil
  • sikkerhed
  • tyverisikring
  • padborg
  • truck
  • circle k

Kontakt

Kirsten Grumstrup

Pressekontakt Communication Manager Pressekontakt, talsmand og diverse henvendelser +45 29 13 55 51