Nyhed -

Tyve stjæler benzinkort

Antallet af stjålne benzin- og dieselkort er i hastig vækst. Siden sommeren 2010 har Statoil haft over 100 sager med stjålne kort, der er blevet misbrugt for over to millioner kroner. Alene i årets første to måneder har tyvene tanket ulovligt for 600.000 kr. på 45 stjålne kort. Tyvene arbejder systematisk og går målrettet efter erhvervskort.

En specialbygget varevogn med store tanke og en chauffør, der er særdeles vaks på fingrene, lænser hurtigt et benzinkort og giver en vognmand tab i flere tusinde kroners klassen. Siden sommeren sidste år er antallet af indbrud i lastbiler og varevogne nærmest eksploderet, og tyvene går målrettet efter én ting: Benzinkortet. Det ligger alt for ofte i bilen sammen med PIN-koden eller har en kode, som er meget nem at gennemskue.

Tyverierne er udbredt blandt alle benzinselskaber og hos Statoil, et af landets største benzinselskaber, har man alene i årets første to måneder kendskab til 45 sager med stjålne erhvervskort, som er blevet misbrugt for 600.000 kr. Ejerne af benzinkortene er de primære ofre for kriminaliteten.

Specialbyggede biler
- Tyvene går meget systematisk til værks og tanker oftest på ubemandede stationer. Kortene bliver typisk stjålet fra biler med flere chauffører, fordi kortet ofte her ligger i bilen. Når det oven i købet ligger sammen med PIN-koden eller har en helt forudsigelig kode, er det meget nemt for tyvene, siger Per Brinch, kommunikationsdirektør i Statoil.

- Tyvene kommer i specialbyggede biler med tanke, som tilsammen kan tappe flere tusinde liter diesel. På den måde kan tyven trække helt op fil 20.000 kr. eller mere på et stjålet kort, før systemerne når at lukke det, siger Per Brinch.

Yndede PIN-koder afkodes let
Statoil har et par vigtige tommelfingerregler til kunder, der helst vil undgå den slags ærgerlige tab. Selv om det kan være fristende, når flere chauffører deler en bil, skal man ikke lade benzinkortet ligge i vognen. Heller ikke hvis kortet er ”bundet” til bilen. Statoil advarer også mod at opbevare PIN-koden sammen med benzinkortet. Mange virksomheder vælger også at ændre PIN-koden til en talkombination, der er nem for chaufførerne at huske.

- Vi vil opfordre kortindehaverne til at ændre praksis. Benzinkortet skal behandles med præcis samme omtanke som et Dankort eller kontanter. Læg aldrig koden sammen med kortet og lav en kode, som ikke gør det nemt for tyven. En løsning kan være, at man giver hver chauffør et benzinkort til bilen. Det koster ikke ekstra, siger Per Brinch.

- Selv hvis der har været indbrud i bilen, og kortet ikke er væk, er det vigtigt at få det spærret, da der også har været tilfælde, hvor kort er blevet kopieret og misbrugt, siger Per Brinch
Hvis kort og evt. PIN-kode ligger i bilen, hæfter kortindehaveren selv for det beløb, der trækkes på kortet, indtil det bliver meldt stjålet. Det kommer bag på nogle kortindehavere, og derfor går Statoil nu i offensiven for at kommunikere mere til kunderne om problemet. Sikkerheden i Statoils systemer er på samme niveau som i almindelige kreditkortsystemer. Udfordringen er, at kunderne anvender kortene anderledes. Intet tyder på, at tyverierne er i tilbagegang, og derfor har kunderne et voksende behov for at beskytte sig selv.

Hæftelses- og ansvarsregler for Statoil erhvervskort 
• Kortet skal i  lighed med andre typer betalingskort opbevares forsvarligt, fx i tegnebog eller i  taske – aldrig i en efterladt bil og aldrig sammen med PIN-koden
• Meldes kortet stjålet, dækker Statoil alle køb, efter at kortet er meldt stjålet. Kortindehaveren  hæfter således fortsat for allerede foretagne køb, som endnu ikke er registreret på  kortindehaverens konto på tidspunktet for meddelelse til Statoil

Statoils benzinkort findes i flere udgaver, som hver er inddelt i forskellige kategorier med forskellige muligheder tilknyttet, herunder fx mulighed for at købe kørselsprodukter som sprinkler- og kaburatorvæske, bilvask, autotilbehør og kiosk- og cafeteriavarer.

 For yderligere information kontakt venligst:

Kommunikationsdirektør Per Brinch, Statoil Fuel & Retail, tlf. 33 42 42 27

Gode råd

  • Kort må aldrig efterlades i bilen
  • Kortet skal opbevares på chaufføren eller i virksomheden
  • Skift kort og kode, når chaufføren ophører med at arbejde for Ved indbrud i bilen skal kortet altid spærres, da der er risiko for, at det er blevet kopieret
  • Chaufføren skal ved tankning og brug af pinkoden være opmærksom på, om der er folk, der står ved siden af og aflurer koden
  • Chaufføren bør også være opmærksom på, om der er sat små kameraer på kortautomaten. Ser alting ud som det skal?

Statoil er en førende leverandør af olieprodukter og leverer i dag en femtedel af Danmarks samlede olieforbrug til opvarmning og transport. Selskabet driver over 330 benzinstationer i Danmark, heraf er ca. en femtedel automatanlæg under varemærket 1-2-3.

Statoil i Danmark indgår i Statoil Fuel & Retail koncernen, der har hovedkontor i Oslo og er en førende leverandør af brændstof til transport med over 100 års virke i detailhandelsbranchen.

Statoil Fuel & Retail har et udstrakt netværk af stationer i Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Rusland med 2.300 stationer, dels full-service stationer (bemandede stationer med brændstof og butik) og dels ubemandede automatanlæg. Over 17.000 ansatte arbejder på stationerne i Europa, og omkring 2.000 personer er beskæftiget på koncernens og de enkelte landes hovedkontorer og terminaler.Statoil Fuel & Retails øvrige produkter omfatter olie, diesel og fuel til opvarmning og industri, marinebrændstoffer, flybrændstoffer, smøremidler og kemikalier. I Europa driver Statoil Fuel & Retail 12 olieterminaler, 50 depoter og cirka 400 tankbiler i otte lande; leverer flybrændstof i 85 lufthavne i ti lande og producerer 750 forskellige smøreolieprodukter, der sælges i 20 lande. Indtil afslutningen af den igangværende aktie-emission ejes Statoil Fuel & Retail af Statoil koncernen. Besøg også www.statoilfuelretail.com

This notice does not constitute an offer of securities for sale in the United States. Securities may not be offered or sold in the United States absent registration or an exemption from registration.  The securities of E&R have not been, and are not intended to be, registered under the U.S. Securities Act of 1933.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • benzinkort
  • kontokort
  • statoil kort
  • statoil firma kort
  • tyveri

Kontakt

Kirsten Grumstrup

Pressekontakt Communication Manager Pressekontakt, talsmand og diverse henvendelser +45 29 13 55 51