Skip to main content

Statoil åbner Danmarks første sikrede lastbilparkering

Pressemeddelelse   •   Maj 24, 2012 20:32 CEST

Nu er der også i Danmark mulighed for at dæmme op for Europas voksende tyveri af lastbiler, trailere og gods. Statoil har netop åbnet en sikret parkeringsplads i Padborg med effektiv beskyttelse af chauffører og vogne.  

Nu er en 7.000 m2 stor parkeringsplads med plads til 50 vogntog åbnet ved Statoil truckanlægget i Padborg på Industrivej 18. Her kan vogne tage kortere eller længere ophold på et indhegnet areal, der er forsynet med bomme, porte og adgangskontrol. Området er døgnovervåget af over 20 videokameraer, og nummerpladerne foran og bag på bilerne scannes både ved indkørsel og udkørsel. Der findes et dusin tilsvarende sikrede parkeringspladser i andre europæiske lande, men hidtil har Danmark ikke været med. 
Værdier for over 60 mia. kr. forsvinder hvert år fra europæiske landeveje, og derfor er bl.a. EU gået i spidsen med et klassificeringssystem og vejledning om sikre rasteanlæg. Statoils ambition er at opnå en topklassificering med fire ud af de fem mulige hængelåse i EUs certificeringssystem TPL, der står for Truck Parking Label. 

Fremtidens parkering
- Jeg er helt overbevist om, at sikrede parkeringspladser er fremtiden, siger equipment manager Jan Kristensen fra Blue Water Shipping, der på en gennemsnitlig dag har 650 lejede trailere på vejene. –Mange virksomheder har deres reelle lager kørende på vejen, og derfor rammer kriminaliteten mod vognene både kunder og leverandører i forsyningskæderne. Sikker parkering er et godt svar på den problemstilling.
Prisen for at benytte den sikre parkering hos Statoil i Padborg er 22,50 kr. for 1 time og 180 kr. for et døgn. Beliggenheden i Padborg giver samtidig en lang række ekstra faciliteter til chaufførerne i form af baderum, vaskemaskiner, internet og restauration. 
- Vi kommer til at bruge pladsen meget. Vi vil meget hellere betale en lille pris og så være sikre på at undgå tab, besvær og tidsforbrug. Selv om alle er forsikrede, så koster det dyrt på bundlinjen at miste en vogn med gods. Der er både en selvrisiko, en masse besvær og afledte konsekvenser for kunder, siger Jan Kristensen.

Statoils sikre tradition
- Statoil har som arbejdsplads en lang tradition for at prioritere helse, miljø og sikkerhed. Derfor er det ikke så overraskende at Statoil er først med en gennemsikker rasteplads i Danmark. Vi vil selvfølgelig også gerne passe godt på vores kunder, siger projektleder Eivind Wieth-Knudsen fra Statoil.
Han fortæller, at mange i transportbranchen giver positive tilbagemeldinger om den sikrede plads, og derfor forventer Statoil en voksende brug af parkeringsanlægget i Padborg. På længere sigt kunne man godt forestille sig, at forsikringsselskaberne giver billigere præmier til vognmænd, der benytter sikrede parkeringspladser, mener han.   

For yderligere information kontakt venligst:
Kommunikationsdirektør Per Brinch, Statoil, pbri@statoilfuelretail.com, 20305080
Equipment Manager Jan Kristensen, BlueWater Shipping, jkn@bws.dk; 79134317
Projektleder Eivind Wieth-Knudsen, DEWK@statoilfuelretail.com, 4055 2240

Statoil er en førende leverandør af olieprodukter og leverer i dag en femtedel af Danmarks samlede olieforbrug til opvarmning og transport. Selskabet driver over 230 bemandede benzinstationer i Danmark foruden omkring 60 automatanlæg under varemærket 1-2-3.
Statoil i Danmark indgår i Statoil Fuel & Retail koncernen, der har hovedkontor i Oslo og er en førende leverandør af brændstof til transport med over 100 års virke i detailhandelsbranchen.
Statoil Fuel & Retail har et udstrakt netværk af stationer i Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Rusland med 2.300 stationer, dels full-service stationer (bemandede stationer med brændstof og butik) og dels ubemandede automatanlæg. Over 17.000 ansatte arbejder på stationerne i Europa, og omkring 2.000 personer er beskæftiget på koncernens og de enkelte landes hovedkontorer og terminaler. Statoil Fuel & Retails øvrige produkter omfatter olie, diesel og fuel til opvarmning og industri, flybrændstoffer, smøremidler og kemikalier. I Europa driver Statoil Fuel & Retail 12 olieterminaler, 50 depoter og cirka 400 tankbiler i otte lande; leverer flybrændstof i 85 lufthavne i ti lande og producerer 750 forskellige smøreolieprodukter, der sælges i 20 lande. Se også www.statoilfuelretail.com