Gå til indhold
Danske bilister kører på forkerte dæk

Pressemeddelelse -

Danske bilister kører på forkerte dæk

Over 400.000 personbiler kører stadig på vinterdæk, hvilket svarer til, at hver femte bilist ikke kører med de rigtige dæk til årstiden.

Som sædvanligt foretog Dækimportør-Foreningen i juni måned en optælling af brugen af sommer- og vinterdæk på biler, som var parkeret ved 30 store indkøbscentre over hele landet.

Resultatet viser desværre igen, at 18 % af bilisterne stadig kører på vinterdæk, og ligger meget tæt op ad resultaterne af tidligere undersøgelser, som Dækimportør-Foreningen har foretaget.

Ifølge ”dæktællerne” er det overvejende de små biler og de ældre biler, der kører på de forkerte dæk til årstiden. ”Hvis det er for at spare penge, så er det et dårligt sted at spare” siger direktør Volker Nitz fra Dækbranchens Fællesråd. ”At køre med vinterdæk om sommeren er en sikkerhedsmæssig dårlig disposition og økonomisk er det heller ikke rentabelt på langt sigt."

Undersøgelser har vist, at manglende bevidsthed om korrekt lufttryk i dækkene er generelt udbredt blandt de danske bilister. Med kombination af forkerte dæk og med for lidt luft i dækkene, forstærkes risikoen for ulykker – især i sommerperioden, hvor der ofte er ekstra ferievægt på bilen. 

I sommervarmen mister vinterdækket sine særlige egenskaber, hvilket medfører øget bremselængde og mindre stabilitet i kurver end ved kørsel på sommerdæk. Vinterdækkets levetid forkortes endvidere med cirka 10 procent, når man kører med dem i den varme årstid. Derudover forøges brændstofforbruget, når dæktrykket er for lavt og så slides dækkene yderligere.

Udover at kørsel på vinterdæk om sommeren er mindre sikkert end på sommerdæk, så slides de også hurtigere, og risikoen er jo så, at de ikke kan klare sig igennem den kommende vinter”, siger Volker Nitz og minder om, at man bør montere sommerdæk omkring påske og vinterdæk omkring slutningen af efterårsferien, når temperaturen begynder at falde.

Når de rigtige dæk er monteret kan tre simple huskeregler øge sikkerheden yderligere:

LUFTTRYK – Tjek dæktrykket hver 14. dag. Det gavner ikke kun sikkerheden men også pengepungen og miljøet i form af sparet brændstof.

INSPEKTION – Tjek dækkenes tilstand for skader. Dæk med revner eller buler skal repareres eller udskiftes af en fagmand.

VEJGREB – Kontrollér mønsterdybden med jævne mellemrum. Mønsterdybden bør ikke komme under 3 mm da evnen til at aflede vand mindskes jo mindre mønster dækket har tilbage.

..............................

Noter: 

Dæktælling:
I uge 24/2012 foretog Dækimportør-Foreningen dæktælling på parkeringspladserne ved 33 indkøbscentre geografisk fordelt over hele landet. I alt 3.386 personbiler blev talt. På 624 biler eller 18 % var der monteret vinterdæk, på 2.762 biler eller 82 % var der monteret sommerdæk. 

Der blev ikke observeret nævneværdig forskel mellem øst og vest Danmark, idet andelen af vinterdæk var 17 % øst for Storebælt og 19 % vest for Storebælt.

Dæktest:
Vinterdæk om sommeren: Den tyske bilistorganisation ADAC dokumenterede i en omfattende dæktest for et par år siden, at sikkerheden bliver ringere, hvis man undlader at afmontere vinterdækkene, når det går mod forår og sommer. 

ADAC's test dokumenterede, at når det bliver rigtig varmt, vokser bremselængden med vinterdæk betragteligt i forhold til sommerdæk. Ved en lufttemperatur på 35 grader kan bremselængden med vinterdæk være op til 16 meter længere ved 100 km/t. 

Desuden viste ADAC's test, at vinterdæk er mindre stabile i kurver, når bilen er fuldt lastet, for eksempel når hele familien kører på sommerferie med bagagerummet fyldt op. Det betyder mere vaklende kørsel i de lange motorvejskurver. 

Det er dårlig økonomi at køre på vinterdæk om sommeren. Det blev påvist for nogle år siden af dækfabrikanten Continental, der i en test dokumenterede, at vinterdæks levetid mindskes med cirka 10 procent, hvis man kører med dem i den varme årstid. 

Dæktryk:
Det anerkendte tyske bilmagasin Auto Motor und Sport undersøgte i en test (nr. 12, den 20. maj 2010), hvad der driver brændstofforbruget i vejret. I en nøjagtig defineret testcyklus med en Mercedes GLK 250 CDI målte man konsekvensen af en række faktorer alene og i fællesskab. Magasinet nåede til følgende resultater: 

Klimaanlæg tændt: +3,2 % Køretøjet fuldt belastet af passagerer og bagage: +5,2 % Forkert dæktryk: +6,6 % Tagbagagebærer med cykel og bagageboks: +18,2 % 

Når alle disse faktorer var gældende samtidig, steg brændstofforbruget med 37,2 %. 

Selvfølgelig får bilisten noget til gengæld for det stigende brændstofforbrug: Behageligheden ved et tændt klimaanlæg, muligheden for at have fire passagerer og en cykel med, etc. Men kører man med for lavt dæktryk, er der kun ulemper: Oven i det øgede brændstofforbrug får man dårligere, måske endda livsfarlige køreegenskaber, hvis dæktrykket er lavt nok, og farten og køretøjets belastning høj nok. 

..............................

Emner

Kategorier


Denne pressemeddelelse er udsendt på vegne af Dækimportør-Foreningen.

Dækimportør-Foreningen består af de førende importører af dæk til det danske marked. Det er Bridgestone, Continental, Goodyear Dunlop, Michelin, Yokohama og Vredestein. Der er en række overvejende mindre brands, der ikke er medlemmer i foreningen.

Dækimportør-Foreningen har valgt Kenneth Saust, Yokohama Danmark as til formand.

Website: www.dakimportorforeningen.dk

Kontakt

Volker Nitz

Volker Nitz

Pressekontakt Direktør 40 54 68 50

Velkommen til Dækbranchen Danmark!

Dækbranchen Danmark er interesseorganisation for hele dækbranchen i Danmark. Her samles Dæk Specialisternes Landsforening , Dækimportørforeningen og Fabrikantforeningen for Regummierede Dæk i en stærk brancheorganisation.
Neutral og forbrugervenlig oplysninger til trafikanterne sker via Rådet for Større Dæksikkerhed.
Dækmagasinet som udgives af Dækbranchen Danmark er landets eneste brancheblad som fokuserer på alt hvad der har med dæk at gøre.