Skip to main content

Ny forbrugerinformation på dæk pr. 1. november 2012

Pressemeddelelse   •   Okt 30, 2012 08:24 CET

Den 1. november 2012 indføres et mærkningssystem for dæk i Europa. På samme måde som hårde hvidevarer mærkes med forskellige energiklasser, vil samtlige dæk blive klassificeret ud fra, hvor godt de præsterer, hvad angår energieffektivitet, vådt underlag og støjniveau.

Formålet med den nye mærkning er at give forbrugerne objektiv information om, hvor godt et dæk præsterer sammenlignet med andre dæk på markedet, samt at fremme udviklingen af og højne præstationerne for dæk i Europa. Dæk produceret efter 1. juli og solgt efter 1. november skal derfor være EU-mærkede. Da en masse vinterdæk dog er produceret tidligere på sommeren, vil der i denne vinter være både mærkede og ikke-mærkede dæk til salg.

EU-mærkningen viser tre ting:

Øverst til venstre på mærkatet: Rullemodstand ved 80 km/t. Der inddeles i syv trin fra A til G, hvor A er bedst. A og B er klasse grøn, C, D og E er klasse gul, mens F og G er klasse rød. Skifter man fra et dæk i rød klasse til grøn klasse, vil rullemodstanden falde med cirka 20 procent, og brændstofforbruget vil falde med cirka 3½ procent.

Øverst til højre på mærkatet: Bremseegenskaber på våd vej ved opbremsning fra 80 km/h. Også her er der syv trin, og forskellen mellem bedste og dårligste trin er en forskel på 18 meter ifølge Michelin og Auto, Motor und Sport.

Nederst på mærkatet: Rullestøj ved 80 km/t, Her inddeles dækkene i tre trin. Hvert trin repræsenterer en fordobling af lydniveauet. Bilisten kan næppe høre forskel, men det kan en fodgænger stående ved vejen.

Rullemodstand, bremsegenskaber på våd vej samt rullestøj er kun en lille del af et dæks samlede egenskaber. Friktion på tør vej samt aquaplaning er andre vigtige egenskaber. Et dæks egenskaber trækker i mange forskellige retninger, og derfor gælder det for fabrikanten om at skabe et godt kompromis til den biltype, det skal bruges på.

Ny forbrugerhjemmeside klar på dagen

I samarbejde med Trafikstyrelsen er Dækimportør-Foreningen og Dæk Specialisternes Landsforening primusmotor for en ny informationsportal, der har til formål at oplyse både forbrugere og de erhvervsdrivende om, hvad hele mærkningsordningen drejer sig om.

Og der er behov for oplysning, hvis man ellers skal sammenligne danske og svenske forbrugere. Vores kolleger i Sverige har spurgt en række forbrugere om deres kendskab til den nye mærkning som indføres i hele EU og ligesom her er svaret, at de intet kender til den. Samme svar har Dæk-Magasinet fået, når spørgsmålet tilfældigt er rejst overfor bilisterne.

Derfor er det nu muligt for bilisterne at se og læse meget mere om den nye mærkningsordning, før indkøbsturen går ud til dækspecialisterne.

Hjemmesiden www.daeklabel.dk har premiere d. 1. november 2012.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar