Skip to main content

Nye uddannelser til automekanikere og dækspecialister

Pressemeddelelse   •   Feb 08, 2011 08:47 CET

Dækbranchen klar med dækuddannelser

Dækbranchens Fællesråd har nu efter et grundigt og gennemgribende forarbejde med højt kvalificerede kræfter fra egne rækker og i samarbejde med Autoteknisk Center Danmark - Mercantec i Viborg, Teknologisk Institut og nogle af branchens leverandører, udviklet en ny række uddannelser til alle som arbejder med dæk. De første kurser er skemalagt og løber af stablen allerede i marts og tilmeldingerne er begyndt at løbe ind både i sekretariatet hos Dækbranchens Fællesråd og hos Mercantec i Viborg.

Både dyder, men også unoder gives videre

Mekaniker lærlingeuddannelsen lægger desværre kun meget lidt vægt på området omkring dæk, og når man tager i betragtning, hvor væsentlig en sikkerhedsfaktor dækket egentlig er, så er det rystende hvor lidt der uddannes på området. Den viden en mekanikersvend har oparbejdet, men også den uvidenhed og de unoder der hersker, bliver således givet videre og ofte med både sikkerhedsmæssige og økonomiske konsekvenser til følge.

Dækbranchen er yderst tilfreds med, at der nu er kommet en reel uddannelse på plads. I Norge er det er decideret krav, at man gennemgår mindst en basis uddannelse og ved hvordan benytter en STRO bog, før man overhovedet må skifte et dæk. Og set i lyset af, hvor galt det kan gå ved fejlmonteringer og især fejlreparationer, så er vi glade for at uddannelserne nu er en realitet. I Tyskland er man faktisk så vidt, at der er en reel Vulkanisørmester uddannelse, som tager næsten 4 år, altså det samme som en mekaniker uddannelse i Danmark.  

Vi håber fra Dækbranchens side, at de nye uddannelsestilbud også vil blive benyttet af autobranchens parter, så både nye, men også erfarne mekanikere, får suppleret deres eksisterende kompetencer med grundig, struktureret og fagmæssig korrekt viden om dæk. 

 

Dækbranchen tilbyder nye uddannelser til alle

Selv de virksomheder som er medlemmer i Dæk Specialisternes Landsforening hilser de nye uddannelser velkomne, for man kan jo altid lære noget nyt og med den udvikling der til stadighed sker, også på dækområdet, så er det godt at blive opdateret også selvom man i forvejen er Dækspecialist.

Dækbranchens uddannelser er oprettet som tilskudsberettigede AMU-kurser og komplette kursusoversigter, kursusbeskrivelser, tilskuds- og tilmeldingsoplysninger findes på Dækbranchens Fællesråds hjemmeside www.dbfr.dk.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar