Nyhed -

Konflikt

Ved en konflikt forstås normalt strejke eller lockout.

Hvem er omfattet af en konflikt?

Strejke

Det er kun de medarbejdere, som er medlem af den fagforening, som forhandler overenskomsten, der må strejke. En fagforening kan nemlig kun varsle strejke for de medarbejdere, som er ansat på den overenskomst, fagforeningen er part i.

Lockout

Det er kun de medarbejdere, som er medlem af den fagforening, som forhandler overenskomsten, der som udgangspunkt bliver lockoutet. En lockout kan kun gælde for de medarbejdere, der er medlem af den fagforening, der er part i den overenskomst, lockout-varslet gælder for.

Dagpenge under konflikt

Du kan ikke få dagpenge, hvis du bliver omfattet af en konflikt (strejke eller lockout) på din arbejdsplads og bliver ledig som følge af konflikten.

Det gælder også, hvis du er på supplerende dagpenge eller er ansat med løntilskud på den konfliktberørte arbejdsplads.

Du anses også for omfattet af konflikt, selv om du, fx på grund af sygefravær, arbejdsfordeling eller turnus, ikke er på arbejde den dag, hvor konflikten starter på din arbejdsplads.

Hvis du er blevet ledig, inden konflikten starter, eller bliver ledig uden at det har forbindelse til konflikten, har du som udgangspunkt ret til dagpenge på almindelige vilkår.

Feriedagpenge

Du kan ikke få feriedagpenge, hvis du bliver omfattet af konflikt. Det gælder, uanset om ferien er aftalt eller planlagt før konflikten. Hvis du har påbegyndt ferien før konflikten, ophører din ret til feriedagpenge på det tidspunkt, hvor konflikten starter. Den opstår først igen, når du ikke længere er omfattet af konflikt.

Efterløn under en konflikt

Hvis du får efterløn og er ansat på en konfliktberørt arbejdsplads, skal der ske fradrag i din efterløn. Fradraget skal ske med gennemsnittet af de løntimer, som du har haft i de sidste 4 uger inden konfliktens begyndelse på den konfliktberørte arbejdsplads. Du vil således fortsat få udbetalt efterløn, men med det fradrag for løntimer, som du normalt har på grund af dit arbejde, selvom du på grund af konflikt ikke arbejder og ikke får løn.

Du kan i øvrigt få udstedt efterlønsbevis og overgå til efterløn, selv om du er omfattet af konflikt.

Rådighed under konflikt

Hvis du bliver ledig som følge af at du er omfattet af konflikt, kan du enten

1) tilmelde dig som ledig på jobcenteret eller

2) undlade at tilmelde dig som ledig.


Til 1)

Hvis du tilmelder dig som ledig på jobcenteret, vil du være omfattet reglerne om rådighed og selvforskyldt ledighed. Du vil derfor blive pålagt en karantæne, hvis du uden en gyldig grund afslår et formidlet arbejde.

Til 2)

Hvis du undlader at tilmelde dig som ledig på jobcenteret, har du ikke pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og har ikke pligt til at påtage dig arbejde.

Hvis du får supplerende dagpenge og bliver ledig som følge af, at du er omfattet af konflikt, vil du under konflikten være omfattet af reglerne om rådighed og selvforskyldt ledighed.Du vil derfor blive pålagt en karantæne, hvis du uden en gyldig grund afslår et formidlet arbejde.

Du kan dog også i denne situation vælge at afmelde dig hos jobcenteret under konflikten. Herefter har du ikke pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Emner

  • Erhverv

Kontakt

Lone Gammelgaard

Pressekontakt Bestyrelsesformand 97541017

Keith Fobian

Pressekontakt Adm. direktør 38387575

Bendt Nolsøe

Pressekontakt Salgs- og Marketingchef salg, marketing, kommunikation 52 18 77 98