Gå til indhold
Danish Agro koncernen realiserer hidtil største omsætning og bedste resultat

Pressemeddelelse -

Danish Agro koncernen realiserer hidtil største omsætning og bedste resultat

I 2016 er Danish Agro koncernen blevet en endnu stærkere samarbejdspartner for de mange tusinde landmænd, der hver dag handler med os. Koncernen realiserer den største omsætning nogensinde og det hidtil stærkeste resultat. Herudover har vi konsolideret vores position, som den sjette største grovvarekoncern i Europa.

Strukturelt og organisatorisk rykkede Danish Agro koncernen sig betydeligt i 2016. Positionen på grovvaremarkedet i Sverige er markant styrket via opkøb. Grovvareaktiviteterne i Danmark, Finland og Baltikum realiserer flotte resultater, og på grund af stigende aktiviteter er der investeret betydelige summer i forbedret logistik og lagerfaciliteter i flere lande. Maskindivisionen er styrket via aftale med CLAAS og opstart af maskinsalg i Danmark, Norge og Sverige. Premix og vitaminaktiviterne via Vilomix koncernen er udviklet godt via opkøb i Polen og Norge, samt via opstart af aktiviteter i Asien. Koncernens rugeriaktiviteter i DanHatch er styrket via udbyggede faciliteter i Finland og Polen. Alle disse ryk mv. styrker Danish Agro koncernens konkurrencedygtighed fremover og er sket samtidig med, at koncernen realiserer alle sine finansielle mål for året.

Danish Agro koncernen realiserede i 2016 et resultat før skat på 626 mio. kr. Det er koncernens hidtil bedste resultat, og det ligger 23 mio. kr. højere end resultatet i 2015 – en forbedring på 3,8 %. Resultatet før skat forrenter primo egenkapitalen med 15,1 %.

Omsætningen i 2016 var på 31,5 mia. kr. mod 28,5 mia. kr. i 2015, hvilket er en vækst på 10,8 %, som skal ses i lyset af prisfald og en lille høst i 2016. Væksten skyldes primært den øgede omsætning fra tyske Ceravis AG, som er konsolideret ind for hele året, samt de opkøbte grovvareaktiviteter i Kalmar, Sverige, der er konsolideret ind for 10 måneder. Efter skat realiserede Danish Agro koncernen et overskud på 538 mio. kr., hvilket forrenter egenkapitalen primo med 13 %. Koncernens egenkapital er øget med 277 mio. kr. fra 4.138 mio. kr. til 4.416 mio. kr. Koncernens soliditet udgør 30,1 % imod 30,0 % sidste år.

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, er yderst tilfreds med det forløbne år:

- 2016 har været et svært år for mange landmænd i ind- og udland og Danish Agro har skullet forholde sig til en presset branche med vanskelige vilkår på mange markeder. Enkelte af koncernens datterselskaber har endvidere haft vanskeligt ved at skabe resultater i det forløbne år. I lyset heraf er det meget positivt, at vi trods dette har nået de finansielle mål, vi satte os for. Det sætter os i en stærk økonomisk position, der er et godt udgangspunktet for den fremtidige udvikling, siger han og fortsætter:

- Vi har konstant fokus på, at skabe værdi for landmanden. Det er landmandens behov, der er udgangspunktet, når vi laver grovvareinvesteringer i udlandet. Koncernens indkøbsstyrke og størrelse er nøglen til konkurrencedygtige priser for landmanden. Det er også landmandens behov, der er udgangspunktet, når vi starter CLAAS maskinforretning op i Danmark, Norge og Sverige. Disse aktiviteter er med til at sikre, at vi kan imødekomme det moderne landbrugs ønsker og behov. Vi søger hele tiden den rigtige balance mellem international styrke og lokal forankring, og jeg mener, at vi har et godt udgangspunkt at bygge videre på, siger han.

Styrket internationalt samarbejde
2016 blev primært kendetegnet ved, at Danish Agro koncernen konsoliderede sin position, som en af de to største og vigtigste grovvarepartnere for landbruget på markederne rundt om hele Østersøen.

I februar godkendte de svenske konkurrencemyndigheder vores køb af Kalmar Lantmän, hvilket har betydet, at vores datterselskab Swedish Agro AB i dag er det tredjestørste grovvareselskab i Sverige. Hovedsædet er flyttet til Kalmar. Vores større markedsposition har givet øget konkurrence til fordel for de svenske landmænd. Vi er i fuld gang med at udnytte synergier, udvide markedsområde og tilbyde endnu flere produkter og ydelser, så vi kan blive den bedst mulige samarbejdspartner. Vi afslutter 2016 med et stærkere resultat end forventet.

Anderledes udfordrende har det været på det tyske grovvaremarked, hvor Ceravis AG har kæmpet med at skabe resultater. Udfordringerne har været større end forventet, og det tager noget længere tid at sætte retningen og gennemføre de nødvendige tilpasninger, ligesom vores eksekvering kunne være bedre. Det gør, at selskabet i 2016 realiserer et underskud. Ledelse og medarbejdere i Ceravis AG arbejder hårdt på at ændre kursen i 2017.

I starten af 2016 indgik Danish Agro koncernen en eksklusiv importøraftale med CLAAS om distribution og salg i Danmark, Norge og Sverige. Der er i løbet af året blevet arbejdet hårdt på, at blive klar til at de første maskiner i Norge og Sverige kunne sælges fra oktober 2016. En helt ny organisation er opbygget, og afdelingsstrukturen er ved at være på plads i de to lande. I Danmark har vi købt importselskabet LMB A/S i Fredericia, som pr. 1. januar 2017 har navneskiftet til Danish Agro Machinery A/S. Der er også meget størrelsesøkonomi i maskinhandel, og vi mener, at vi kan bidrage til den strukturtilpasning, som branchen står overfor. Vi ser et stort potentiale for vores nordiske kunder.

Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, er meget tilfreds med de mål, som Danish Agro koncernen har realiseret i 2016:

- Bestyrelsen i Danish Agro og jeg personligt er yderst tilfreds med den måde, Danish Agro har formået at blive en endnu stærkere samarbejdspartner for vores kunder og ejere i 2016. I løbet af året har Danish Agro konsolideret sin position, som en af de største og vigtigste grovvarekoncerner i Europa. Netop denne position er forudsætningen for, at koncernen leverer stærke resultater og er en respekteret samarbejdspartner for vores kunder og leverandører. På de markeder, hvor vi er aktive, er mange landmænd under pres. Det kræver et stort arbejde, at få tingene til at hænge sammen. Det er derfor en stor glæde at se, hvordan vi som landmænd dagligt høster frugterne af den vækst og internationalisering, vores koncern gennemlever. Jeg mener, at vi har fundet en god måde at skabe værdi for landmanden i hverdagen, siger Jørgen H. Mikkelsen og fortsætter:

- Det glæder mig også, at vi på grund af det gode resultat igen i år kan tilgodese vores medlemmer gennem overskudsudlodning. Det er et naturligt mål for os som andelsselskab, at vi er i stand til at præmiere vores medlemmer, når de økonomiske forudsætninger er til stede, slutter han.

Forventninger til 2017
Danish Agro koncernen vil i 2017 fortsat have fokus på at opbygge sin maskinforretning i Danmark, Norge og Sverige. Koncernen forventer en del etablerings- og indkøringsomkostninger, før den samlede maskinforretning er inde i normal drift. Endvidere forventer koncernen fortsat restruktureringsomkostninger på grovvaremarkedet i Tyskland. På trods af det forventer Danish Agro koncernen i 2017 en omsætning i niveauet 33 mia. kr. Koncernen stiler mod et resultat før skat i niveauet 600 mio. kr. efter afskrivninger på ca. 500 mio.kr. Koncernbalancen forventes at udgøre ca. 15,4 mia. kr. Egenkapitalen øges til niveauet 4,8 mia. kr. svarende til en soliditet i niveauet 31 %. 

Emner

Kategorier


Danish Agro a.m.b.a.

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro Koncernen beskæftiger ca. 5.000 medarbejdere og vil i 2018 have en omsætning i niveauet 32 mia. kr.

Kontakt

Thomas Mørch

Thomas Mørch

Pressekontakt Kommunikationsdirektør +45 28185797

Dansk landbrugskoncern der er ejet af 8.300 danske landmænd

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter.

Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og vil i 2024 have en omsætning i niveauet 48 mia. kr.

Danish Agro
Køgevej 55
4653 Karise
Danmark