Nyhed -

Danmark snupper også parløbssejren ved World Cup i Colombia

Casper Folsach og Niklas Larsen sørgede for endnu mere dansk succes til at runde World Cuppen af på i Cali, Colombia.

De to danskere vandt nemlig et særdeles spændende parløb, der afsluttede World Cup-stævnet. Dermed sikrede de, at Danmark kom på podiet i alle de discipliner, de deltog i.

- Den her World Cup er virkelig gået over forventning for os. Det giver os en masse selvtillid forud for VM, så jeg er meget tilfreds, siger landstræner Casper Jørgensen fra Cali.

Casper Folsach og Niklas Larsen vandt parløbet med 64 point, ni point mere end de nærmeste konkurrenter fra Irland, der havde 55.

Rusland, som blev nummer tre, endte med 32 point. En vunden omgang giver 20 point. Både danskerne og irerne havde styrken til to gange at vinde en omgang fra konkurrenterne og dermed sikre sig i alt 40 point på den konto.

Men det holdt hårdt.

De to danskere blev nummmer to i første spurt, men forholdt sig derefter passive til omkring 50 omgange inde i løbet. Her kørte Folsach og Larsen væk sammen med det irske vandt og sammen vandt de en omgang og danskerne kom i spidsen for løbet. 

I alt tog Casper Folsach og Niklas Larsen point i seks af løbets 12 spurter. Det blev til endnu en spurtsejr, men så blev det ufrivilligt spændende, forlyder det fra landstræner Casper Jørgensen.

- Det australske par stak af og fik et godt forspring. Vores ryttere måtte gå forholdsvis dybt for at få australierne kørt ind og det udnyttede irerne smart til at stikke af og jagte endnu en omgang, fortæller landstræneren.

De to danskere fik også lagt afstand til feltet, men kunne ikke køre irerne ind. Med omtrent fem omgange til afslutningen, vandt irerne en omgang og bragte sig i spidsen for løbet. Det krævede kræfter, men de to danskere fik fat i halen på hovedfeltet to omgange før mål og vandt dermed en fornem parløbssejr.

Før søndagens parløb havde Danmark ikke samlet ranglistepoint nok til at kvalificere sig til VM's parløb.

Den kvalifikation er, ifølge Casper Jørgensen, fortsat ikke helt på plads, men meget skal gå galt, hvis ikke Danmark også er med i parløb til VM.

Resultaterne i Cali tyder på, at Danmark står godt før VM i Hongkong om to måneder. Det samlede udbytte af weekenden i Colombia har givet to World Cup-sejre i holdløb og parløb, en andenplads i pointløb til Niklas Larsen og en tredjeplads i omnium til Casper Folsach.

Danmark deltager ikke i holdløbet ved næste weekends World Cup i Los Angeles. Her kører Julius Johansen og Casper Pedersen parløb, mens Casper Pedersen også kører omnium.

Emner

  • Cykling