Nyhed -

Dansk BMX-stjerne nummer to på verdensranglisten

Simone Tetsche Christensen er efter et forrygende år rykket op som nummer to på verdensranglisten - dermed er hun den bedst placerede dansker nogensinde. 

Det er ikke kun på verdensranglisten, man finder Simone Tetsches navn blandt de øverste - efter fire World Cup-runder er hun nemlig også nummer to i den samlede World Cup-stilling, og elitekoordinator Klaus Bøgh Andersen glæder sig over, at den danske rytter fortsætter sin positive udvikling:

"Placeringerne viser tydeligt, at Simone hører til blandt de absolut bedste i verden på trods af VM-skuffelsen, og samtidigt fortæller det her en klar historie om, at hendes bundniveau er blevet hævet betydeligt," siger elitekoordinatoren.

I midten af september rejser Simone Tetsche og Klaus Bøgh Andersen til Santiago Del Estero i Argentina for at køre de to sidste World Cup-afdelinger, og her er målet og forhåbningen at bevare en podieplads i den samlede World Cup.

På herresiden er Jimmi Therkelsen verdensranglistens bedst placerede dansker som nummer 54. Placeringen er Therkelsens personlige bedste, og den kommer efter en flot sæson, hvor han har taget et stort spring fremad. Baggrunden er blandt andet god performance i European Cup, DM-sejren og kvartfinalen ved VM, som tangerede noget af det bedste set ved VM.