Nyhed -

​Dansk drømmestart på EM

En guld, to sølv og en bronze – med fire danske medaljer overgik førstedagen af EM i landevejscykling i Herning selv de vildeste forventninger.

Herrelandstræner Anders Lund havde før EM meldt ud, at målsætningen var fire medaljer – en ambitiøs, men realistisk målsætning den danske talentmasse taget i betragtning. Det var dog de færreste, der havde fantasi til at forestille sig, at målsætningen skulle være indfriet allerede efter førstedagens tre enkeltstarter.

EM begyndte med en stor positiv overraskelse, da Emma Norsgaard Jørgensen i damejunior kørte sig ind på en tredjeplads og sikrede dagens første danske medalje. Emma Norsgaard, der blev danske mester i linjeløb i 2016, er kendt for sin stærke spurt, men har arbejdet fokuseret med sin enkeltstart, hvilket var tydeligt i dagens løb – kun 12 sekunder skilte de tre på podiet, mens Norsgaard havde et halvt minut ned til fjerdepladsen.

Forventningerne til Julius Johansen i herrejunior var høje, og det danske stortalent indfriede dem på fornemmeste vis med en sølvmedalje og en tid, der kun blev overgået af den norske forhåndsfavorit Andreas Leknessund. Johansen lagde ud i et højt tempo og havde de bedste mellemtider hele vejen igennem, men på den sidste del af ruten åd nordmanden sig langsomt ind på forspringet – Johansen kunne dog både være tilfreds med indsatsen og medaljen.

Dagen kulminerede med damernes U23-enkeltstart, hvor Pernille Mathiesen blev europamester, mens Cecilile Uttrup Ludwig tog sig af sølvmedaljen – en fuldstændig enestående præstation og en magtdemonstration, som kom bag på alle andre end landstræner Catherine Marsal, der længe har troet på styrken og potentialet hos rytterne.

>> Se også TV2's indslag her

Medaljeregnen betyder også, at Danmark suverænt topper nationslisten:

1 Danmark 1 - 2 - 1
2 Italien 1 - 1 - 0
3 Norge 1 - 0 - 0
4 Tyskland 0 - 0 - 1
5 Belgien 0 - 0 - 1

Glæde i den danske lejr:
DCU's 
administrations- og elitechef, Jens-Erik Majlund, lykønsker Emma Norsgaard, og Cecilie Uttrup Ludwig overtager journalistens rolle og interviewer den nykårede europamester Pernille Mathiesen. 
Fotos: Charlotte le Fèvre

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • dcu
  • em 2017
  • landevejscykling
  • kvindecykling