Nyhed -

Danske kvinder har taget et enormt hop fremad

Danmarks cykelkvinder er nummer 12 på den verdensrangliste, som blev offentliggjort efter søndagens italienske World Tour-løb, Trofeo Alfredo Binda.

Verdensmester Amalie Dideriksen (Boels Dolmans) vandt World Tour-løbet Ronde van Drenthe tidligere på måneden. Cecilie Uttrup Ludwig (Cervèlo Bigla Pro Racing) blev nummer ni i World Tour-løbet Strade Bianche i Italien og vandt også etapeløbet Semana Ciclista Valenciana, hvor en anden dansker, Maria Wilman, desuden blev nummer fire samlet. 

Sæsonens foreløbige resultater betyder, at Danmark er hoppet helt op som nummer 12 på nationsranglisten. Ved samme tid sidste år var Danmark nummer 37.

Det har den væsentlige sideeffekt, at Danmark har kurs mod et VM-hold på seks deltagere mod kun tre, da Amalie Dideriksen blev verdensmester i Doha sidste år. Nationerne placeret fra nummer seks til 15 får seks ryttere til VM. Desuden kan Amalie Dideriksen være selvskrevet som regerende verdensmester, men den regel er ikke konfirmeret endnu.

- At have seks ryttere i VM vil gøre en kæmpe forskel i forhold til tre. Så kan vi pludselig være med til at bestemme løbet. Vi vil have flere patroner i bæltet, siger Danmarks Cykle Unions kvindelandstræner Catherine Marsal, som stadig understreger, at der til august vil ligge en sportslig vurdering til grund for udtagelsen.

- Vi vil skulle vurdere, om rytterne kan gøre sig gældende på ruten. VM-ruten indeholder en stigning som ikke er helt nem, siger landstræneren.

Catherine Marsal blev i øvrigt ansat som en del af en øget Team Danmark-satsning på succes i kvindecykling, og hun glæder sig voldsomt over den øjeblikkelige danske succes.

- Vi leger nu med blandt nationer, som har langt flere ryttere at tage af end vi har, siger hun og forsøger også at give en forklaring, som rækker ud over, at rytterne er blevet ældre og bedre.

- Vores ryttere er nu placeret ud på flere hold og de er i miljøer, hvor de til tider får lov at køre deres egen chance. Så vi har chancen for at score point til verdensranglisten i alle løb, siger Catherine Marsal.

Individuelt har Danmark tre ryttere i top-100 på verdensranglisten - Amalie Dideriksen (28), Cecilie Uttrup Ludwig (39) og Marie Wilmann (96). Desuden er unge Christina Siggaard nummer 106 efter en lovende indledning på sæsonen.

Catherine Marsal forventer, at rytterne fortsætter med at score point, men hun understreger samtidig, at en rytter ikke udelukkende skal bedømmes ud fra hendes point og placering på verdensranglisten.

- Julie Leth gør et helt fantastisk job som hjælperytter. Hun skal også nok hente point hist og her, men normalt er hendes arbejde udført inden finalen. Det samme gælder Trine Schmidt, Pernille Mathiesen og Camilla Møllebro. De gør det alle rigtigt godt, siger Catherine Marsal. 

Når næste World Tour-løb Gent-Wevelgem bliver kørt på søndag, er syv danskere på startlisten fordelt på fem forskellige hold.

Det er verdensmester Amalie Dideriksen (Boels Dolmans), Julie Leth (Wiggle High5), Cecilie Uttrup Ludwig (Cervèlo Bigla Pro Cycling), Trine Schmidt (Lotto Soudal) samt Camilla Møllebro, Pernille Mathiesen og Christina Siggaard (Team Veloconcept).

Emner

  • Cykling

Kategorier

  • dcu
  • landevejscykling
  • licensløb
  • medlemsklubber
  • kvindecykling
  • distrikt jylland/fyn
  • distrikt sjælland