Nyhed -

Dobbelt World Cup-guld til Niklas Larsen

Niklas Larsen vandt sin tredje og fjerde World Cup-guldmedalje i denne sæson, da han formåede at vinde både pointløb og omnium i canadiske Milton. 

I pointløbet hentede det danske stortalent som den eneste rytter i feltet en omgang og vandt tre af de 12 spurter - og samlet endte han på 40 point eller mere end det dobbelte af Mark Stewart med 19 point på andenpladsen. I omnium lagde Larsen ud med en 5.-plads i scratch og en 6.-plads i tempoløbet, inden han satte tingene på plads med en sejr i udskilningsløbet og den samlede triumf efter pointløbet.

Niklas Larsens imponerende bedrifter i årets World Cup-løb bliver ikke mindre af, at de fire guldmedaljer er hentet i tre forskellige discipliner - omnium, parløb og pointløb. Niklas Larsen var da også tæt på at hente endnu en medalje i parløb, da han med makkeren Mathias Krigbaum sluttede lige uden for podiet som nummer fire. Sammen med Kristian Kaimer Eriksen og Mathias Malmberg havde de to forinden kvalificeret sig til søndagens 4.000 meter holdløb, hvor de endte på en samlet 6.-plads.

Emner

  • Cykling