Nyhed -

MTB-konference: Potentialet er stort i Danmark

Den første weekend i november var 130 MTB-interesserede mennesker fra hele landet samlet til konference på Hotel Faaborg Fjord, og budskabet var klart: Mountainbike kan spille en stor rolle i både sundhed, bosætning og turisme!

Konferencen var blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Cykle Union, Faaborg-Midtfyns og Svendborg Kommune, og der var deltagelse af Dansk Cykelturisme, Lokale-Anlægsfonden, Naturstyrelsen, foreninger, erhvervsliv, kommuner, lodsejere, naturvejledere, sporbyggerentusiaster og mange mange andre fra både offentlige og private organisationer. Formålet var at diskutere muligheder og udfordringer for den fremtidige udvikling af MTB.

En af hovedtalerne - skotske Graeme McLeans - kom med sine klare anbefalinger til det danske MTB-miljø: Hav en samlet plan og strategi for udvikling af mountainbike i hele landet, få fat i børn og kvinder - og byg videre på det unikke fundament af frivillige veluddannede sporbyggere, som Danmark har! 

Lars Wraae fra Opplysningskontoret for Terrengsykling i Trysil var meget begejstret over at se så mange frivillige og organisationer, der alle havde fokus på at udvikle MTB som kultur:

”Noget sådan vil nok først ske i vores område af Norge om mange år. Det er helt unikt, hvad I har her i Danmark, og også den fælles interesse for at skabe en samlet og bæredygtig mountainbikekultur, der bygger på, at frivillige, lodsejere og kommuner taler sammen.” 

I Norge bygges sporene ofte af professionelle firmaer og ikke af frivillige sporbyggere som i Danmark. Det til trods har området, som Lars Wraae repræsenterer, skabt flere end 70 nye arbejdspladser og haft 26 % belægningsstigning på områdets største hotel samt 10 % stigning i antal gæster på baggrund af 40 km topprofessionelle mountainbikespor på bare to år, fra 2014-2016.

Det anslås, at flere end 300.000 danskere i dag har MTB som fritidsaktivitet - og tallet er stigende. Potentialet er stort, og behovet for målrettet planlægning er derfor centralt. Konklusionerne på konferencen var derfor, at bedre spor og adgang, en mere strategisk tilgang til MTB-udviklingen og bedre kommunikation med andre brugergrupper i naturen er vejen frem, hvis vi skal samme vej og give flere gode og sunde oplevelser i naturen på to hjul.

Emner

  • Cykling