Skip to main content

Finn Andersen takker af i Skt. Petersborg

Pressemeddelelse   •   Jan 10, 2018 14:31 CET

Institutleder Finn Andersen til Europæisk Kulturforum i Skt. Petersborg. Foto: DKI.

Efter 4 år som leder af Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg stoppede institutleder Finn Andersen d. 31. december for at gå på pension efter en lang karriere siden 1985 i dansk-international kulturudveksling. Først i 12 år som leder af Kulturinstituttets afdeling i Edinburgh for senere at blive hentet til København til stillingen som Generalsekretær for DKI, som han bestred i 15 år.

Da Finn Andersen rundede de 70 år blev det tid til endnu et udfordring – denne gang som institutleder i Skt. Petersborg. En ikke helt nem post at overtage, men hvor han har formået at skabe en flot, bred aktivitetsflade og opdyrke stærke kontakter til russiske kulturinstitutioner og formet platforme for samarbejder mellem unge russiske og danske kunstnere.

Fra København har vi kunne følge med i et aktivitetsniveau i Rusland, der vil tage pusten fra de fleste. Fra Skt. Petersborgs fine koncertsale, til festivaler i Murmansk og Krasnoyarsk og helt over til Kamchatka-halvøen.

I en tid med et politisk anspændt forhold mellem Rusland og Vesten har Finn Andersen med følsom hånd befrugtet det kunstneriske kredsløb mellem danske og russiske kulturaktører og kunstnere igennem aktiviteter og kunstneriske møder om musik og kulturarv, design og byudvikling, miljø og økologi.

Et af de seneste projekter, skabt i samarbejde med Nordisk Ministerråd og større russiske organisationer, samler offentlige myndigheder, kulturelle netværk og kunstnere om at styrke den økologiske bevidsthed i Norden og Rusland, særligt med fokus på byudvikling ved havnefronter.

Naturen i Norden og Nordeuropa er vi fælles om og vigtigheden af, at vi værner om dens ressourcer bliver mere og mere tydelig især i de nordligste – og arktiske egne. Projektet Waterfront har flere ben at gå på og blev lanceret i Murmansk ved Barentshavet under Barents Bird Festival i april; fortsatte med russiske kunstnere og kuratorers studietur til Helsinki og København, der udmøntede sig i en udstilling og debatter i Skt. Petersborg; tog atter nordpå med et fokus på ”Slow Culture” på Arctic Art Festival i Arkhangelsk og afslutter ind i 2018.
Kunst- og klimaprojektet CO2 Green Drive nåede også at komme til Rusland ved det 10. St. Petersborg International Innovation Forum i 2016, hvor kunstneren Jacob Fuglsang Mikkelsen og DKI sammen med Skt. Petersborgs Polytekniske Universitet og Leontief Centret satte miljøbeskyttelse og klimabevidsthed på dagsordenen. En cykeltur gennem byen satte øko-festivalen i gang, og på universitetet kunne man opleve elektriske biler, filmvisninger, optræden og taler.

Musik, litteratur, scenekunst og kulturarv har også været kerneområder for erfaringsudvekslingen mellem kunstnere og institutioner. Med støtte fra Nordisk Kulturfond vil et nyt projekt de næste tre år fokusere på kulturarv og korskoleundervisning, og de første koncerter har allerede fundet sted i Skt. Petersborg med Københavns Drengekor og det russiske Glinka Kollegiekor.

At bringe Carl Nielsens værker ind i de store russiske koncertsale og musikskoler har været en særlig hjertesag for Finn Andersen. I et samarbejde med dirigenten Aleksander Kantorov og Classica Orkestret er publikum i Skt. Petersborgs Filharmoni blevet præsenteret for alle seks symfonier i Carl Nielsens univers. En årlig Carl Nielsen-konkurrence for Skt. Petersborgs unge musikskoleelver er også på plads.

I 2017 kunne Finn Andersen også afrunde to længe ønskede arrangementer – at præsentere russerne for danske designtraditioner – udstillingen Danish Dinner åbnede i december; og at give dem mulighed for at møde forfatteren Peter Høeg, som er særlig populær blandt de russiske læsere. Det var Peter Høegs første besøg i Rusland, hvor han sammen med sin oversætter Elena Krasnova gav flere oplæsninger og blev interviewet til russiske medier.

Dansk Kulturinstitut skaber dialog, udveksling og gensidig inspiration mellem Danmark og udlandet inden for et meget bredt kulturelt virkefelt.

Vi gør det i dialog med partnere og skaber sammen nye indsigter og nye netværk. Vi udvikler begivenheder og kultur- og samfundsrelevante projekter, der skubber til vante tankesæt og giver gensidig værdi.

DKI's institutter i udlandet er de helt centrale omdrejningspunkter for den skabelse af varige kulturelle relationer, der bidrager til, at dansk kultur synliggøres, og til den gensidige læreproces, som både kan udfordre og inspirere kulturlivet såvel ude og hjemme. Pt. har vi egne kontorer i Danmark, Belgien, Brasilien, Kina, Letland, Polen og Rusland.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy