Nyhed -

Kongelig fond tilgodeser Danske Hospitalsklovne

Danske Hospitalsklovne modtager 300.000 kroner fra Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys fond.

Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys fond støtter humanitære, sociale og almenvelgørende formål, og fonden har netop doneret 300.000 kroner til Danske Hospitalsklovnes arbejde.

”Vi er meget glade og taknemmelige over at modtage donationen. Det er et skulderklap til vores arbejde med at støtte indlagte børn under deres sygdomsforløb,” siger Kenneth Øhrberg, direktør i Danske Hospitalsklovne.

Hospitalsklovnene besøger indlagte børn og familier på landets 22 børneafdelinger samt børnepsykiatriske afsnit og bosteder for børn med svær autisme.

”Når et barn er indlagt, bliver leg og umiddelbarhed ofte skubbet i baggrunden af alvor, ubehagelige oplevelser og svære følelser. Vores hospitalsklovne arbejder for at styrke børnenes livsglæde og skabe trygge og positive oplevelser på hospitalet,” siger Kenneth Øhrberg.

Donationen fra Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys fond er ikke øremærket, men giver Danske Hospitalsklovne mulighed for at komme ud til endnu flere børn, der kan have glæde af hospitalsklovnenes leg og magi.

Danske Hospitalsklovne er en velgørende forening og har eksisteret siden 2003. Foreningen er afhængig af donationer fra fonde, privatpersoner og sponsorer. Alle hospitalsklovne er lønnede og har gennemført foreningens egen skræddersyede hospitalsklovneuddannelse, som er internationalt anerkendt og tager 1 ½ år at gennemføre. Her undervises klovnene i en bred vifte af kunstneriske værktøjer kombineret med træning i bl.a. relationsopbygning, neuropsykologi og samarbejde med personalet. Danske Hospitalsklovne tæller i dag 53 uddannede klovne samt ni klovnelærlinge, der blev optaget på uddannelsen i februar i år.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kontakt

Josefine Fischer Hüttel

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 31 35 38 66

Relateret materiale