Nyhed -

Ægtepar fra Silkeborg Kommune vandt 5,2 mio. på 2. præmie i Eurojackpot: ”Det blev en specielt god påske.”

Fredag aften vandt en heldig finne 549 mio. kr. og dermed førstepræmien ved Eurojackpot-trækningen, men for et dansk ægtepar fra Silkeborg Kommune var 2. præmien også kilde til glæde.

”2. præmien er jo bare den første taber,” griner den kvindelige del af ægteparret, der ønsker at være anonym, da Danske Spil får fat på hende, og tilføjer:

”Men i den her sammenhæng er jeg taknemlig for at være blevet nr. 2. Det føles helt surrealistisk, og jeg tror slet ikke, vi kunne forestille os at vinde 1. præmien,” siger den glade vinder.

Det var dog også en tilfældighed, der gjorde, at ægteparret tjekkede deres kupon tidligere end normalt. Manden lå syg i påsken, men en kollega sendte en SMS til ham om, at han skulle tjekke sin kupon, hvis den var købt i Dagli’ Brugsen i Sorring. Det gjorde han så.

”Vi havde købt to kuponer, og den første kupon var der faktisk 61 kroner på. Da min mand tjekkede kupon nr. 2, og nåede til række 10, kunne han se, at vi havde det tal, det tal, og det tal,” siger kvinden, inden manden sagde til hende:

- Jeg tror, vores liv kommer til at forandre sig.
- Nå, hvorfor det?
- Jeg tror, vi har vundet i Lotto.
- TROR?! Du skal vide! Hvor meget er gevinsten på?
- I hvert fald mere end 5 millioner kroner.

”Jeg blev helt paf og troede ikke på det. Det måtte næsten være for godt til at være sandt,” siger kvinden.

Men gevinsten var altså ikke for god til at være sand, og hvad den skal bruges på, ved ægteparret endnu ikke.

”Der går mange tanker igennem hovedet. Skal vi købe en bil? Nej, den, vi har, er god nok. Skal vi købe en ferielejlighed? Får vi overhovedet brugt den? Vi vil i al fald forsøde tilværelsen, og måske vil vi rejse lidt mere,” siger kvinden, inden hendes mand slutter:

”Det blev en specielt god påske.”

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv