Nyhed -

Bornholmer vinder 6 millioner i Lotto

For en heldig kvinde fra Rønne blev 2. juledag lidt vildere end forventet – hun fik nemlig et opkald fra Danske Spil.

Hun havde netop lagt sig på sofaen, for at hvile sig lidt ovenpå juledagene, da telefonen ringede. Normalt svarer hun ikke opkald fra ukendt nummer, så det var lidt et tilfælde, at hun netop valgte at besvare dette.

-Det var en kvinde i telefonen, og hun begyndte at tale om min konto hos Danske Spil, så jeg troede hun ville sælge noget, men så sagde hun pludselig, at jeg havde vundet, fortæller den glade vinder.

Kæresten, der sad ved siden af og fulgte med i samtalen, havde netop læst en artikel om, at der var en Lottovinder i Rønne, så han forstod hurtigt den gode nyhed.

Vinderen derimod var lidt sværere at overbevise. ”Er det rigtigt?” var det første hun sagde, da hun fik nyheden i telefonen. Derefter måtte hun selv på computeren for at tjekke igen. Hendes ældste søn var hjemme, men han havde også svært ved at tro på det. ”Det passer ikke, mor” nåede han lige at få sagt, før de tjekkede den online kupon og vindertallene.

Kvinden har vundet på sit PLUSabonnement, som hun har haft i nogle år nu. Det betyder, at hun automatisk spiller med hver uge.

-Jeg har valgt tal ud fra datoer, der betyder noget for mig - det er mine børns, mine kæreste og min egen fødselsdag og året for, hvornår kuponen er blevet lavet, fortæller den nybagte Lottomillionær.

Vinderen har tidligere haft gevinster på nogle hundrede kroner, men milliongevinsten juleaften har hun ikke oplevet før, og det har påvirket nattesøvnen.

-Jeg har næsten ikke lukket et øje i nat, fordi jeg har ligget og tænkt på, hvad de mange penge skal bruges til. Jeg har længe drømt om at invitere hele familien ud og rejse. Så til efteråret tager jeg dem alle på tur til varmen, fortæller den glade Lottomillionær.

Da vinderen har et PLUSabonnement deltager hun også automatisk i Nytårstrækningen på lørdag, hvor der er 3xMillionærgaranti på højkant. Det vil sige, at der er garanteret 3 vindere af 1 million kroner, når trækningen vises på TV2 i anledningen af nytår. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • lotto
  • danske spil a/s
  • danske spil
  • vinder
  • millionær
  • lotto vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv