Skip to main content

Danske Spil: Denne uge bliver en gyser i Vild med Dans

Nyhed   •   Nov 10, 2017 10:37 CET

Fredag er det blevet kvartfinaletid i Vild med Dans, og én danser skal forlade showet. Det står dog klart, at der er spænding om udfaldet af fredagens kvartfinale, hvor oddssætterne har én favorit til at ryge ud.

”Vi vurderer, at Dak Laddaporn er den, der står svagest forud for kvartfinalen til odds 2,00 på at blive stemt ud. Selvom hun har en populær dansepartner, så har hun allerede været i omdans, og så scorer hun færre point end sine konkurrenter,” siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil.

Af de fire tilbageværende deltagere har de tre af dem været i omdans. Kun Daniel Svensson har ikke været i omdans endnu, og skulle man tro på den statistik, så vil Daniel Svensson gå hen og vinde. Men det er ikke oddssætternes vurdering.

”Daniel Svensson er den af danserne, der scorer færrest point hos dommerne. Omvendt ser det også ud til, at han er den mest vellidte af seerne, når han som den eneste ikke har været i omdans. Med odds 1,75 på Daniel Svensson i omdans, så er det også udtryk for, at denne gang kommer han i omdans,” siger Peter Emmike Rasmussen.

Han understreger dog, at intet på dette tidspunkt af konkurrencen er givet på forhånd.

”Det er højest overraskende at både Sofie Lassen-Kahlke og Iben Hjejle, som har scoret højeste karakterer hos dommerne hidtil, har været i omdans. Det siger mig, at intet er givet på forhånd, og konkurrencen er væsentligt tættere, end hvad vi måske havde forventet for et par uger siden. Det indikerer vores odds på 2,00 på, at Iben Hjejle kommer i omdans og 2,50 på at Sofie Lassen-Kahlke kommer i omdans også,” siger Peter Emmike Rasmussen.