Skip to main content

Danske Spil: To i spil som ny landstræner

Nyhed   •   Jan 09, 2020 14:29 CET

Klaus Bruun Jørgensen er fortid som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold efter et skuffende VM, hvor Danmark både missede medaljer og OL-kvalifikationen. Det ligger fast, efter at Dansk Håndbold Forbund i går valgte at stoppe samarbejdet med ham.

Bruun Jørgensen har stået i spidsen for landsholdet ved fem slutrunder, hvor det ikke er blevet til medaljer. Den bedste placering har været en fjerdeplads ved EM i 2016.

Dansk Håndbold Forbund skal derfor i gang med at ansætte en ny landstræner, der kan løfte spillerne, så landsholdet igen kan få medaljer ved de store slutrunder. Næste store opgave bliver VM på hjemmebane i december, hvor en ny landstræner skal forsøge at hente ædelt metal.

Det er uvist, hvilke kandidater der er i spil til jobbet som landstræner, men hos Danske Spil vurderer man, at Helle Thomsen, der tidligere har været landstræner med stor succes, er topfavorit:

- Helle Thomsen har hentet flere medaljer som landstræner for både Sverige og Holland og har bevist, at hun formår at tage et hold langt til slutrunder. Det har Danmark brug efter en del magre år. Derfor vurderer vi, at hun er favorit til at lande jobbet, og vi har sat hende til odds 2,10 som ny landstræner, siger Peter Emmike, der er oddsansvarlig hos Danske Spil.

Helle Thomsen er i øjeblikket træner for det norske hold Molde, hvor hun har kontraktudløb til sommer. Hvis det ikke bliver Thomsen, er det en anden nuværende klubtræner, som ifølge Danske Spil er favorit til posten; nemlig Jesper Jensen:

- Jesper Jensen har stor succes som træner for kvinderne i Team Esbjerg, der stormer mod en DM-titel. Han har tidligere udtalt, at landstrænerposten vil være et drømmejob og med det fundament, han har skabt i Esbjerg, er han også et godt bud til odds 2,75, siger Peter Emmike.

Efter de to favoritter følger tidligere landstræner Jan Pytlick og Kim Rasmussen, der senest har stået i spidsen for Ungarn. De er begge sat til odds 8,00.

To mere overraskende bud er Ulrik Wilbek og Anja Andersen.

Hvis den tidligere landstræner for både det mandlige og kvindelig håndboldlandshold Ulrik Wilbek skifter jobbet som borgmester i Viborg ud med landstrænerposten, giver det pengene hele 30 gange igen. Og hvis Anja Andersen kan skrive landstræner for Danmark på visitkortet, kan man se frem til at få sin indsats hele 40 gange igen.