Nyhed -

Diamant Quick vinder fra Næstved Kommune: ”Man kan godt sige, jeg er blevet forfremmet til skrabemester.”

Forrige lørdag vandt en heldig kvinde i 50’erne den største gevinst i Diamant Quick. Gevinsten lyder på 60.000 kr. hver eneste måned i 60 måneder, som samlet set er en gevinst på 3,6 mio. kr.

En stille og rolig lørdag blev pludselig lidt mere ekstraordinær for et ægtepar i Næstved Kommune, da kvinden i forholdet netop havde skrabet den helt store gevinst i Diamant Quick, som blev købt i Suså Kiosken på Åderupvej 78A, 4700 Næstved.

”Jeg sad derhjemme, mens min bedre halvdel var ude og gå tur, da jeg skrabede loddet. Så sendte jeg ham en besked med tre champagnepropper, og skrev vi havde vundet. Han var overbevist om, at vi kun havde vundet 1.000 kr., men det passede ikke helt. Det fandt han også ud af, da han så skrabeloddet,” fortæller den glade vinder.

Selvom gevinsten kom som en stor overraskelse for ægteparret, har parret længe haft en indbyrdes kamp om, hvem der var den bedste skraber.

”Vi skiftes jo til at skrabe lodderne, og så var det jo min tur denne gang. Og man kan roligt sige, jeg er blevet forfremmet til skrabemester. Jeg bliver i hvert fald svær at slå,” fortæller vinderen med latter i stemmen.

Det heldige ægtepar er begejstrede over gevinsten, men prøver at bevare jordforbindelsen og bruge gevinsten fornuftigt.

”Jamen, vi får jo gevinsten i små bidder, og ikke det hele på én gang. Derfor tror jeg, at det er relativt let at bruge pengene på en fornuftig måde,” fortæller vinderen og fortsætter:

”Vi skal først og fremmest betale den gæld af, vi har. Så skal vi også ud og rejse lidt oftere og forkæle os selv. Men første prioritet er at betale gælden af,” fortæller den glade vinder.

Om ægteparret skal fortsætte med at skrabe Diamant Quick, er svaret kort og kontant

”Jada,” slutter vinderen grinende.

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv