Nyhed -

Lotto-vinder i Holstebro Kommune fundet: ”Havde jeg vidst, hvor stor gevinsten var, var det gået hurtigere!”

Når en Lotto-gevinst bliver udløst, så plejer der normalt ikke gå mere end et par dage, før vinderen har indløst sin kupon, men denne gang er der gået knap en måned før vinderen, en mand i 50’erne fra Holstebro Kommune, har fået indløst sin kupon. Og det har der været god grund til.

”Jeg køber i ny og næ en Lotto, og så putter jeg den i pungen, og lader den ligge der. Jeg har ikke så travlt med at få den indløst, men havde jeg vidst, hvor stor gevinsten var, så var det gået hurtigere!” fortæller den nye millionær, der har købt sin kupon i Kvickly på Brogårdsvej i Holstebro.

Det var nemlig også et tilfælde, der gjorde, at han opdagede, der var gevinst på kuponen.

”Jeg var nede at handle med min kæreste, og så ville jeg indløse kuponen. Så fik jeg en besked om, at der var en gevinst på mere end 9.999 kroner, som jeg ikke kunne få udbetalt,” siger vinderen og fortsætter:

”Så gik vi hjem og tjekkede efter, hvor stor gevinsten var. Det blev da også fejret med et glas vin og en øl om aftenen,” siger vinderen, der nu kan se frem til en gevinst på 3.051.515 kroner.

Vinderen har dog også nogle ønsker, som pengene skal bruges på.

”Vi havde snakket om at tage ud at rejse her til efteråret, så nu tager vi syd på og får sol og varme. Så vil vi tage vores børn med på en skiferie til vinter, og så skal der betales lån ud på huset, og vi vil have renoveret nogle ting,” fortæller vinderen, der også nævner, at en del af pengene også skal gå til pensionsopsparingen.

Vinderen er blevet tilbudt millionærrådgivning og har takket ja til det.

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv