Nyhed -

Var lottomillionær uden at vide det

Der skulle gå et par uger, før vinderen af 1 million kroner meldte sig hos Danske Spil. For hvorfor tjekke sin kupon, når man aldrig vinder?

-Det kom fuldstændig bag på mig.

Sådan siger vinderen af 1 million kroner. Den heldige Lotto-spiller er en kvinde fra Egedal Kommune, og selvom hun jævnligt køber en Lottokupon, så er det ikke altid, at hun får tjekket den lige med det samme.

-Jeg vinder jo aldrig noget, så har ikke så travlt med at få tjekket tallene, fortæller hun.

-Min mand vil dog gerne spille, så hver gang jeg er ved en Lottoforhandler, køber jeg to kuponer, en til ham og en til mig. Han tjekker altid sin med det samme, mens jeg godt kan glemme den et par dage.

Da vinderen endelig fik præmiesøgt sin kupon, fik hun besked om, at der var en gevinst på 42 kroner. Samtidig fik hun besked om, at hun skulle ringe til Danske Spil – det var nemlig en ekstra gevinst.

-Jeg var helt målløs. Jeg forestillede mig nok en gevinst på nogle tusinder, men da jeg så hørte, at det var en million, blev jeg bare super glad, fortæller hun og fortsætter:

-Min mand var også helt rundt på gulvet. Der var ingen af os, der troede på det.

Hver lørdag trækker Lotto lod om en ekstra million blandt alle gevinstgivende rækker, det kaldes Millionærgaranti, og det er netop ved sådan en trækning, at vinderens 42 kr. blev til 1 mio. kr. i stedet.

Den heldige vinder fortæller, at hun og hendes mand netop har købt et hus, og pengene derfor kommer til at gøre den oplevelse endnu sjovere.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • lotto vinder
  • lotto
  • danske spil a/s
  • danske spil
  • millionær

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv