Pressemeddelelse -

Danske Spil: Curling-herrer har de bedste medaljechancer ved OL

De danske curling-herrer bliver af Danske Spil spået de største chancer for at tage en medalje med hjem fra Pyeongchang. Men oddssætterne tror ikke talentet rækker til guld.

Selvom der fra officielt hold ikke er en målsætning om et specifik antal medaljer ved vinterens OL i Sydkorea, er der ifølge Danske Spil 25 procent chance for, at de danske atleter vinder en medalje.

"Ingen af de danske atleter er blandt favoritterne til at tage metal med hjem, men det er vores vurdering, at der er 25 procent chance for, at de udover gode sportslige oplevelser, også har medalje med hjem. Vi har sat odds 3,50 på, at Danmark vinder en medalje ved vinterens OL og 1,25 på at vi ikke vinder noget metal. Udover de danske curling-herrer, kan også curling-damerne samt Elena Møller Rigas i hurtigløb på skøjter blande sig i medaljestriden," siger oddsansvarlig Peter Emmike Rasmussen.

Det er curling-herrerne, der ifølge Danske Spils oddsansvarlige har den største chance for at vinde en medalje, men det afhænger af dagsformen. Og selvom dagsformen skulle være fantastisk, er bronzemedaljen det mest realistiske for curling-herrerne, mener man i Danske Spil.

"I curling for herrer er Canada og Sverige de absolut bedste, de befinder sig på et helt andet og bedre niveau end alle de andre. Danmark befinder sig, sammen med syv andre nationer i laget lige efter. Vi vurderer Danmark til at være blandt de 6-8 bedste af de 10 deltagende lande ved OL, så de skal levere på allerhøjeste niveau, hvis de skal vinde en medalje, men det er absolut indenfor rækkevidde," siger Peter Emmike Rasmussen.

Danske Spil har odds 5,00 på at de danske curling-herrer tager en medalje med hjem.

De danske curling-herrer spiller den indledende runde mod Sverige kl. 01.00 onsdag dansk tid.

De danske curling-kvinder spiller den indledende runde mod Sverige kl. 06.00 onsdag dansk tid.

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv