Skip to main content

Danske Spil: De danske herrer får topplacering til EM

Pressemeddelelse   •   Jan 11, 2018 11:01 CET

Lørdag starter jagten på slutrundesucces for de danske håndboldherrer. EM 2018 starter nemlig her, og det er med Danmark som en af turneringens tunge drenge. 

Hos Danske Spil er Nikolaj Jacobsens hold nemlig en del af en favoritgruppe på tre nationer: Frankrig er svage guldfavoritter til odds 3,25 foran Kroatien og Danmark til henholdsvis 4,00 og 4,50.

- Vi tror på, at Danmark går rigtig langt i den her turnering. Vi kan sagtens se holdet nå helt frem til finalen, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig hos Danske Spil, og uddyber:

- Det er svært at tale om gode og dårlige hold i en slutrunde, men Danmark kan altså ikke løbe ind i nationer som Frankrig, Norge og værterne fra Kroatien før semifinalen. Og ja, Spanien, Tyskland og Slovenien er dygtige hold, men vi bør kunne slå dem. 

Danmark kommer ind i turneringen med en rigtig god oplevelse i ryggen. I den afsluttende kamp ved Golden League-stævnet i Paris slog Danmark nemlig Frankrig i en gyser, der først til sidst blev afgjort af Rasmus Lauge. Den præstation er med til at gøre, at Peter Emmike Rasmussen har et godt øje til Danmarks landshold ved EM.

- Man må bare sige, at det danske hold ser stærkt ud. Der er dobbeltdækning på alle pladser, så det er en enormt bred og god trup, vi stiller til start med, hvilket holdet også fik vist i Golden League. 

- Det så godt ud mod Egypten i Golden League, inden vi tabte til Norge og slog Frankrig til sidst – uden Mikkel Hansen vel at mærke. Det sidste resultat er imponerende, og her var det især bredden som imponerede. For Rasmus Lauge, Niclas Kirkeløkke og Hans Lindberg var rigtig gode, og det er jo spillere, som ikke nødvendigvis har været bærende spillere i de seneste slutrunder, siger den oddsansvarlige. 

Trods nederlaget til Danmark er franskmændene som tidligere nævnt favorit.

- Kigger man på de seneste ti år, så har Frankrig vundet OL-guld to gange, VM-guld fire gange og EM-guld to gange. De kommer som sædvanligt afsted med en frygtindgydende trup, så de bliver holdet, man skal slå. Kroatien bliver også farlige – mest på grund af hjemmebanefordelen. Meget tyder på, at der bliver lagt et ekstremt pres på modstanderne under Kroatiens kampe, og det kan nemt have en effekt, siger Peter Emmike Rasmussen.

Danmarks absolut største stjerne er Mikkel Hansen, og ham fik vi altså ikke at se i Golden League. Han blev sparet, lød meldingen. 

- Vi går ud fra, at Mikkel Hansen bliver klar. Det er i hvert fald det, landstræneren og spilleren selv har sagt. Bliver han ikke klar, ser det selvfølgelig ikke så godt ud for holdet. Og der er umiddelbart heller ingen tvivl om, at oddset på dansk EM-guld kommer til at stige, hvis han skulle melde afbud, siger Peter Emmike Rasmussen.

Danmark skuffede ved den seneste slutrunde, hvor Ungarn noget overraskende blev endestationen i 1/8-finalen for Danmark ved VM i Frankrig i januar 2017.