Skip to main content

Danske Spil indgår aftale med OpTic Gaming

Pressemeddelelse   •   Apr 16, 2019 13:38 CEST

eOddset indgår en sponsoraftale med Counter-Strike-holdet OpTic Gaming

Danske Spils e-sportsbrand eOddset indgår en sponsoraftale med Counter-Strike-holdet OpTic Gaming, som længe har haft en position i verdenstoppen med et hold bestående udelukkende af danske CS-spillere.

Aftalen mellem holdet og Danske Spil er en historisk en af slagsen, fortæller Brand Manager hos eOddset, Rasmus Simonsen.

- Først og fremmest er det her en stor dag for os. Det er en stor aftale, og det er et partnerskab, der ikke er set magen til herhjemme, siger han og uddyber:

- Aftalens grundlag og indhold er baseret på, at vi får lov til at komme helt tæt på holdet. Det er et contentpartnerskab, hvor vi kommer til at have en officiel videograf hæftet på holdet til events. Det betyder, at vi med vores adgang kan give vores publikum et helt unikt indblik i, hvad det vil sige at være en del af et professionelt e-sportshold. Det flugter rigtig godt med vores ambition om at give vores kunder perspektiv og dybde, og endnu engang vise at Danske Spil satser massivt på e-sport.

Rasmus Simonsen fortæller desuden, at der allerede er planlagt en række aktiviteter mellem de to parter. Udover videoindhold er der også lagt op til, at eOddsets kunder ved flere lejligheder får mulighed for at møde holdet rent fysisk.

- Vi glæder os enormt meget til sammen med holdet at vise sider af e-sporten og Counter-Strike, som offentligheden ikke normalt får adgang til. Vores fast tilknyttede videograf skal være med til at dokumentere alle holdets bevægelser og til at fortælle de fascinerende fortællinger, der ligger i spillerne og omkring holdet generelt. Det kan være alt fra et forhandlingsforløb mellem en spiller og holdet, eller at komme med helt ind i maskinrummet under en kamp, så alle kan se, hvordan et hold kommunikerer på det tidspunkt. Vi får kort sagt masser af unikke indsigter i et topprofessionelt hold. Det bliver vanvittigt spændende at fortælle disse historier. Vi er virkelig stolte af at samarbejde med et hold, som samtidig bliver rigtig fine ambassadører for eOddset i Danmark, siger Rasmus Simonsen.

Også hos OpTic Gaming er der glæde og stor forventning til samarbejdet.

- OpTic er et af de største og mest kendte e-sportsbrands i verden, men det er ingen hemmelighed, at vi ønsker at styrke vores holds position på den danske CS-scene. Vi mener, at vi har spillerne og potentialet til at indtage en stærkere position i Danmark, end den vi har nu, og det kan dette samarbejde med Danske Spil og eOddset hjælpe os til, siger Jacob Toft-Andersen, VP of Esports hos Infinite Esports & Entertainment og fortsætter:

- Vi deler samme vision om, at e-sport først og fremmest bygger på underholdning og fascination. Det er ting, eOddset ønsker at formidle videre til deres kundegruppe, og det er noget, som også er helt essentielt for os. Derfor er vi super stolte af den her aftale. Vi kommer til at have en unik og meget tæt dialog under aftaleperioden, så vi kan sikre os, at vi og ikke mindst fans af e-sport får det bedst mulige produkt. For det er lige præcis derfor, vi har indgået en aftale, der primært kommer til at udmønte sig i adgang til indholdsproduktion, der ikke før er set mellem hold og partner på den danske e-sportsscene.

OpTic Gaming er ejet af amerikanske Infinite Esports & Entertainment, og holdet består af udelukkende danske spillere. Mathias ’MSL’ Lauridsen, Marco ’Snappi’ Pfeiffer, Jacob ’JUGi’ Hansen, Kristian ’k0nfig’ Wieinecke, René ’cajunb’ Borg og Ismail ’refrezh’ Ali.

For yderligere information:

Rasmus Simonsen, Brand Manager eOddset, tlf. 50502563