Pressemeddelelse -

Danske Spil: Sådan er Danmarks VM-chancer

De danske fodboldkvinder skal spille VM-playoff mod Holland, og ifølge Danske Spil, så er chancerne for en VM-billet ikke specielt gode.

- Vi har odds 4,25 på, de danske fodboldkvinder kvalificerer sig til VM. Omvendt giver det odds 1,18 på, de ikke kvalificerer sig. Vi vurderer altså, at der er omkring 25% chance for at Danmark er repræsenteret til VM næste år, udtaler Peter Emmike Rasmussen, oddsansvarlig hos Danske Spil og fortsætter:

- Danmark skal møde Holland i den første playoff-kamp til VM, som spilles over to kampe. De hollandske kvinder vandt jo EM sidste år, hvor de netop slog Danmark i finalen. Holdets helt store profil er Lieke Martens. Sammen med Lucy Bronze og Pernille Harder, så er hun en af de bedste spillere i verden. Holdet er dog meget mere end Lieke Martens. Det er et sammentømret hold, og klart en af de værst tænkelige modstandere for de danske kvinder.

Skulle Danmark derimod slå Holland, så ser det fornuftigt ud i forhold til en finalemodstander, mener oddssætteren. Det vil nemlig enten blive Schweiz eller Belgien. Et opgør, som også spilles over to kampe.

- Til sidste års EM-slutrunde røg Schweiz allerede ud efter gruppespillet, og det var faktisk også første gang siden 1984, at de overhovedet kvalificerede sig til EM. Belgien er ikke meget bedre. De kom heller ikke længere end til gruppespillet under EM, og de har aldrig tidligere deltaget i en VM-slutrunde.

- Hvis Danmark kan slå de hollandske europamestre, så ser det fornuftigt ud i forhold til at kvalificere sig til VM. Kampen mod Holland bliver afgørende, siger Peter Emmike Rasmussen.

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv