Pressemeddelelse -

En kvart milliard kroner på højkant i Eurojackpot

Fredag aften kan en dansker sætte sig solidt på toppen af listen over de største gevinster i Danmarkshistorien. Der er nemlig over 250 millioner kroner i 1. præmiepuljen i Eurojackpot.

253.000.000 kroner. Over en kvart milliard kroner. Det er såmænd, hvad 1. præmiepuljen i Eurojackpot er spækket med fredag aften. Dermed kan det altså blive en historisk aften, hvis en dansker rammer den gyldne kombination.

Skulle det ske, at en dansker som den eneste rammer de fem vindertal og to stjernetal, triller den kvarte milliard kroner ind på bankkontoen. Og det vil samtidig placere multimillionæren øverst på listen over de største gevinster i Danmarkshistorien.

Den suverænt største gevinst i Danmark er vundet i netop Eurojackpot af en mand fra Storkøbenhavn, der havde købt sin kvittering i kiosken på Herlev Sygehus. Den blev efter trækningen den 26. oktober 2012 intet mindre end 135.177.015 kroner værd. Den heldige spiller gemte kvitteringen i sin højre sok, indtil han var kommet sig over chokket og kontaktede Danske Spil. 

Skulle en dansker være så heldig at vinde det hele eller blot en del af 1. præmiepuljen, vil vinderen få tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil. Den ene af millionærrådgiverne er Harry Aamann – hør lidt om hans noget specielle job lige her.

Om Eurojackpot 
Eurojackpot havde premiere den 23. marts 2012. Både spillerne i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien og Danmark spiller ind til de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske Lotto-spillere til multimillionærer. 1. præmiepuljen er hver uge på minimum 63 millioner kroner. En række koster 15 kroner og kan købes hos en af Danske Spils forhandlere, på danskespil.dk eller via mobil på mobil.lotto.dk. Overskuddet i Danmark går til velgørende formål via Udlodningsmidlerne.

De største gevinster i Danmarkshistorien
1. 135.177.015 kr. – Eurojackpot – uge 43 2012 – Kiosken Herlev Sygehus, 2730 Herlev 
2. 56.789.170 kr. – Onsdags Lotto – uge 34 2013 – PLUS abonnement
3. 49.937.681 kr. – Onsdags Lotto – uge 46 2012 – Boulevard Kiosken, Boulevarden 8, 4760 Vordingborg
4. 45.969.062 kr. – Onsdags Lotto – uge 44 2013 – PLUS abonnement
5. 43.853.592 kr. – Joker Lørdag – uge 43 2012 - Telma, Storegade 13, 6753 Agerbæk
6. 38.564.007 kr. – Lotto – uge 13 2008 – Føtex, Lyngbyvej 11, 2100 København Ø.
7. 38.482.709 kr. – Onsdags Lotto – uge 33 2005 - Købmand Krogsgaards Kiosk, Ingerslevs Plads 1, 8000 Århus C. 
8. 35.875.154 kr. – Joker – uge 11 2005 – Brørups Kiosk, Njalsgade 35, 2300 Kbh. S.
9. 34.790.756 kr. – Joker - uge 15 2010 - PLUS Abonnement
10. 33.240.799 kr. – Lotto – uge 18 2008 - Center Kiosken, Kirketorvet 6, 8310 Tranbjerg J.


Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • jackpot
  • millionær
  • eurojackpot

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv

Relateret materiale