Skip to main content

​Får Fyn og Skagen deres første Michelin-stjerne?

Pressemeddelelse   •   Feb 14, 2017 13:33 CET

Hvor rammer stjernerne, når Michelin den 22. februar kommer med deres berømte guide til gode spisesteder? Det har Danske Spil sat odds på, og her ligger Fyn og Skagen godt til som nye stjernesteder.

Det vrimler med rygter i den danske kokkeverden på dette tidspunkt af året. Den 22. februar kommer Guide Michelin med deres bedømmelse af nordens bedste restauranter, og her finder vi ud af om Danmark har fået flere eller færre end 22 Michelin-restauranter med tilsammen 26 stjerner, som vi havnede på i 2016.

Hos Danske Spil har man sat øret til køkkendøren og sat odds på, hvilke steder stjernerne rammer Danmark den 22. februar.

-Det er vanskeligt at spå om Michelin-stjernerne, fordi de er omgærdet af rigtig meget hemmelighedskræmmeri. Vi har dog forsøgt at spore os ind på nogle af de mest vedholdende rygter og sat odds efter dem, og vi giver eksempelvis odds 1,25 på at Falsled Kro på Fyn får en stjerne i år, siger Jan Trier, der er oddssætter hos Danske Spil.

Det var rigtig mange der troede, at Falsled Kro fik en stjerne sidste år, men kroen måtte kigge langt efter stjernerne i sidste års guide. Alligevel mener Jan Trier, at restauranten har gode chancer i år.

-Sidste år var første år der blev givet stjerner til restauranter udenfor Købehavn, og der var det svært at vurdere, hvor anmelderne ville tage hen og hvad der ville ske. I år har man lidt mere viden om anmeldernes færden udenfor København. Derfor har vi også sat odds på en række nye restauranter rundt om i landet. Fx Ruths Hotel i Skagen eller Ti Trin Ned i Fredericia, forklarer Jan Trier.

Et andet bud fra oddssætterne er, at både Kadeau i København og Søllerød Kro får stjerne nummer to i årets guide. Samt at Geranium beholder sin tredje Michelin-stjerne.

-Der tales om at både Kadeau og Søllerød Kro har haft besøg af Michelin guidens anmeldere flere gange, og begge restauranter er i den absolutte topklasse af restauranter i København. Derfor giver vi odds 1,90 på at Kadeau får stjerne nr. to og odds 1,60 på Søllerød Kro får nr. to. Derudover giver vi også odds 1,10 på at Geranium beholder sine tre stjerner, siger Jan Trier.

I den mere usikre ende ligger restauranter som Tree Top i Vejle, Ros i Tønder og Bind i Kruså, som ikke er spået mange chancer for at hive endnu en stjerne hjem til Danmark.

-Vi har rigtig mange gode restauranter i Danmark, men det er ikke altid nok til at komme med i Guide Michelin. Derfor har vi odds på nogle restauranter, som måske nok har niveauet, men hvor det ville komme lidt som en overraskelse, hvis de fik en stjerne. Det er fx Tree Top i Vejle, som vi giver odds 6 på får en stjerne, siger Jan Trier.

Stjernerne bliver delt ud onsdag d. 22 februar. Se alle odds på Michelin-stjernerne her: https://danskespil.dk/oddset/underholdning/danmark/michelin-stjerner

For yderligere kommentarer:

Presseafdelingen i Danske Spil, tlf. 30851785