Skip to main content

Forkert klik gjorde bornholmer til millionær

Pressemeddelelse   •   Jul 23, 2019 08:03 CEST

Han skulle i virkeligheden have været på Danske Banks hjemmeside, men endte på hos Danske Spil. Det viste sig at være meget heldigt.

- Jeg blev millionær på en fejltagelse, sådan starter Lotto millionær nr. 3400 sin historie om gevinsten.

Vinderen, der gerne vil være anonym, er en mand i 60’erne fra Klemensker på Bornholm, og han havde egentlig slet ikke tænkt sig at spille. Tilfældet ville det dog anderledes.

- Jeg skulle egentlig ind på Danske Banks hjemmeside, men så tastede jeg forkert og havnede hos Danske Spil. Jeg spiller ikke så tit, men køber af og til en Lotto eller en kupon til Eurojackpot på nettet, men når jeg nu var der, så snuppede jeg da lige en Lynlotto. Det viste sig jo at være meget heldigt, siger manden med et grin.

Næste morgen kom der så en mail, der på mange måder lignede de phishing-mails, man ofte får. I mailen stod der, at den heldige bornholmer havde vundet 1.000.000 kr. på Lottos Millionærgaranti – spillet hvor man bliver millionær, selvom man har 0 rigtige.

- Jeg tænkte, det var noget humbug, men så ringede jeg ind til Danske Spils Kundecenter, og så var den god nok. Da blev jeg godt nok overvældet. De penge kommer som en gave fra himmel, siger vinderen.

Han vækkede derefter sin kone, og efter en del overtalelse samt en fremvisning af saldoen på hans spilkonto, kunne hun også se, at den var god nok.

-Så var vi bare glade. Vi gjorde ikke noget særligt den dag. Jeg tror, vi fik æggekage til aften, ikke noget fint eller noget. Men de penge betyder bare rigtig meget, forklarer vinderen på klingende bornholmsk, og forklarer:

- Vi er ved at komme lidt op i årene og bor i et gammelt hus, der ligger lidt øde. Vi har længe gerne ville have et nyere hus, som ligger inde i en by, så vi har flere mennesker omkring os, når vi bliver rigtig gamle. Det kan vi købe nu. Det er bare så dejligt og trygt at tænke på.

Parrets voksne børn har endnu ikke fået noget at vide om deres forældres nye status som millionærer, men det kan godt være, at der skal deles lidt ud af gevinsten.

-Man behøver ikke fortælle sine børn alt. De kan altid få det at vide, men lige nu skal vi lige gå og tygge lidt på, hvad vi gerne vil. Men det kan da godt ske, at de får lidt større gaver i fremtiden, griner vinderen.

Selvom det var lidt af et lykketræf, at han rent faktisk købte en Lotto kupon den dag i juli, så tror vinderen ikke, at hans held er brugt op.

-Du kan let blive ramt af uheld mere end en gang. Hvorfor skulle heldet så ikke også ramme en flere gange? Jeg forsætter med at købe en kupon en gang i mellem, og håber på endnu et lykketræf.