Skip to main content

Fynbo vinder 28,7 millioner i Lotto

Pressemeddelelse   •   Sep 15, 2014 11:19 CEST

Søndag aften stod en heldig fynbo midt i madlavningen, da han fik serveret nyheden om, at han og familien har vundet 28,7 millioner i Lotto.

Det er søndag aften. Familien slapper af, mens du står og laver aftensmaden. Telefonen ringer. Mens du passer kødgryderne, tager du den. Det er fra Danske Spil, og hun fortæller dig, at du har vundet 28,7 millioner kroner.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det skete for en mand fra Fyn søndag aften.

- Det blev en lidt anderledes søndag aften. For søren, det er mange penge, siger han, da vi fanger ham mandag formiddag.

Det er blot et halvt døgn siden, at han blev ringet op med nyheden om, at han er vinderen af lørdagens store Lotto-gevinst. 28.769.009 kroner.

- Det lød som en service fra Danske Spil, der ville samle op på mit abonnement. Først skulle jeg lige sikre mig, at den var god nok. Alle de faktuelle oplysninger, som hun fortalte, passede, men alligevel var jeg efterfølgende inde på min konto for at tjekke det. Og den var heldigvis god nok, fortæller han.

Han stod over kødgryderne og var ved at lave aftensmad til familien. Det var noget af en nyhed at få serveret. Men hvad gør man så med alle de penge?

- Vi prøver at tage det stille og roligt. Det skal lige lande og fordøjes, siger han og fortsætter:

- Ligesom alle andre kernefamilier har vi jo lidt gæld, og det skal betales ud. Så overvejer vi at bygge til og sætte i stand. Og mon ikke der så bliver til en ekstra ferie næste år.

Han vil gerne fortælle, at de er et ægtepar fra Fyn, men ellers ønsker de at være anonyme. I første omgang har de takket ja til Danske Spils tilbud om økonomisk rådgivning.

Den store gevinst kom i hus via hans Plus abonnement.

- Jeg oprettede det for 4-5 måneder siden. Jeg har for kort tid siden ytret til en kollega, at ”der aldrig kom nogen præmier”. Så det kan kun anbefales, så misser man ikke en gevinst. Nu kan det da godt være, der lige skal investeres lidt mere på den konto, griner han.

Årets hidtil største gevinst er vundet af en østjysk mand i 30’erne og lyder på 30.231.054 kroner. Den faldt i uge 19.