Pressemeddelelse -

Kresten fra Snedsted er nu Lotto-millionær

Snedsted med godt 1.200 indbyggere fik i lørdags en Lotto-millionær. Han hedder Kresten og fejrede det i dag med champagne hos byens bager.

- Du må gerne skrive mit navn. Alle ved alligevel, det er mig, der har vundet, sagde Kresten, da vi fanger ham over telefonen.

Snedsted er en lille by i Thy, hvor nyheden om lørdagens gevinst på 7 millioner kroner hurtigt har bredt sig.

- Jeg vidste ikke, det var mig, da jeg kom ned til SuperSpar. Og i butikken kunne de kun fortælle mig, at gevinsten var på over 10.000 kroner, og at jeg skulle i banken for at hente den. Men først gik jeg hjem og kiggede vindertallene i avisen, fortæller den nyslåede Lotto-millionær og fortsætter.

- Jeg ventede på min kone, som kom hjem fra arbejde lige der omkring. Normalt skifter hun tøj, når hun kommer hjem, men jeg sagde til hende: ”Det behøver du ikke. Vi har vundet 7 millioner kroner og skal i banken”. Hun blev helt stille, griner han.

Kresten blev pensioneret sidst år, men har en lille bi-tjans hver morgen med at bringe bagerbrød ud.

- Jeg tog forbi SuperSpar igen i dag og købte en flaske champagne, som jeg var i bagerforretningen med. De blev glade. Og de sagde alle sammen, at det var mig vel undt, fortæller han.

Kresten og hans kone har endnu ikke nået at lægge planer for milliongevinsten, men måske skal parret have et nyt hus, måske skal de ud at rejse.

- Vi har aldrig kunnet købe ting uden at skulle tænke godt over det først. Så vi vil begynde med at tænke os om nu og så passe godt på pengene, slutter han.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • lotto
  • lotto vinder
  • millionær
  • vinder
  • danske spil a/s
  • danske spil

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv

Relateret materiale