Pressemeddelelse -

Lotto-millionær fra Guldborgsund tjekkede vindertallene hele natten

Der blev ikke sovet meget den nat, da de nybagte Lotto-millionærer fra Guldborgsund Kommune fandt ud af deres held. Familien har vundet 5,5 millioner kroner. ”Der venter en masse gode oplevelser i fremtiden”, siger manden.

”Hvad er klokken?”

”Den er halv seks.”

”Skal vi stå op og tjekke tallene igen?”

Samtalen udspillede sig tidlig søndag morgen i Guldborgsund Kommune. Ægteparret havde seks timers tid tidligere fundet ud af, at de havde de syv vindertal i Lotto. Gevinsten er vundet på danskespil.dk og lyder på 5.566.554 kroner. Vinderne ønsker at være anonyme, men vil godt fortælle, at de bor i Guldborgsund Kommune, at de er i 40’erne og har børn.

- Det er helt vildt fedt og totalt surrealistisk, fortæller manden.

De havde været ude at spise hos noget familie om aftenen og kom lidt sent hjem.

- Min kone var gået i seng, da jeg skimmede Lotto-tallene igennem på iPad’en, siger manden og forklarer, at de spillet Lotto i hvert fald i 20 år. Den ene kupon har de spillet de seneste 10 år. Uge efter uge. Den er med forskellige datoer; fødselsdage og andre begivenheder.

- Tallene lignede nogle, jeg kendte. Jeg fik gåsehud, fortæller han og fortsætter:

- Jeg fandt computeren frem og tjekkede tallene der. Kan det virkelig passe? Så slå jeg op på tekst-tv, skrev vindertallene ned på en post-it og tjekkede igen. Jeg talte de syv tal, jeg ved ikke, hvor mange gange.

Derefter løb han ind til sin kone, der lå og sov.

- Er der sket noget, spurgte hun.

- Ja, men det er noget godt, svarede han og fortalte om Lotto-tallene.

Hun stod op, og de tjekkede tallene sammen. Den så ud til at være god nok. Men de ville gerne lige have den bekræftet. Da den var over midnat, kunne de først ringe ind til Danske Spil dagen efter kl. 9.00, når kundecentret åbnede.

- Vi fik ikke sovet meget. Jeg sov ikke meget mere end en time den nat, fortæller han.

Klokken 5.30 stod de altså op igen. Og tjekkede tallene.

- Jeg brugte mindst 10 logins på NemID fra lørdag aften til søndag morgen, griner den nybagte Lotto-millionær.

Klokken blev endelig 9.00. Og de ringede ind til Danske Spils kundecenter.

- Jeg spurgte ham, om han så det samme som mig. Ja, svarede han. Så begynder man at tro på det, siger manden og fortsætter:

- Vi gik rundt om os selv hele søndagen. Som min kone sagde: ” Jeg kan ikke spise noget, og jeg går rundt. Det er den bedste slankekur.”

De har altså vundet 5,5 millioner kroner.

- Det er slet ikke gået op for os endnu. Vi ved det godt, men det er ikke til at forstå. Jeg læste overskriften på Folketidende. Kæmpe Lotto-gevinst. Og tænkte, det er os. Det er meget mærkeligt, fortæller han.

Hvad tænker man, når man har vundet den store gevinst i Lotto?

- Hold da op. Det kan gøre en kæmpe forskel. Det giver nogle andre muligheder. Der venter en masse gode oplevelser i fremtiden.

De har takket ja til Danske Spils tilbud om økonomisk rådgivning.

- Ingen tvivl om, at vi skal fejre det på et tidspunkt. Det skal lige bundfælde sig. Men vi skal da betale lån ud. Og vi har også nogle drømme om rejser, fortæller vinderen og slutter:

- Vi har en rolig og ydmyg tilgang til det. Pengene kan få betydning resten af livet, hvis vi tænker os godt om. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • lotto vinder
  • lotto
  • jackpot
  • millionær
  • vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv