Pressemeddelelse -

Lotto-vinder fra Aalborg: "Jeg glædede mig bare, til gæsterne gik hjem"

Vi kender vist alle sammen det med at have gæster, og på et tidspunkt når man det punkt, hvor man egentlig bare gerne vil være alene. Men for en heldig Lotto-spiller, så var der en helt anden grund til, at han gerne ville være alene.

”Jeg blev ringet op af et nummer, jeg ikke kendte. Da jeg fik at vide, at vedkommende var fra Danske Spil, så vidste jeg med det samme, jeg havde vundet en gevinst,” siger den heldige vinder, der ønsker at være anonym, men gerne vil afsløre, at han er en mand i 50’erne fra Aalborg, inden han tilføjer:

”Jeg havde gæster, og jeg glædede mig, til de gik, for jeg ville jo ikke springe op i loftet, imens de var der,” siger den heldige vinder, der var en af de to første, der vandt på den nye Millionærgaranti. Det betyder, at hvor man før skulle have gevinst på sin kupon for at kunne blive udtrukket, kan man nu nøjes med blot at spille Lotto.

Da gæsterne gik, fortalte han sin kone om det, og hun blev helt vild.

”Ja, der blev godt nok ikke sovet meget den nat, vi lå bare og tænkte, og tænkte, og tænkte over, hvad der nu skulle ske,” siger den heldige vinder, inden han tilføjer:

”1 million kroner er godt nok mange nuller.”

Parrets børn har allerede fået lidt del i gevinsten, og så tager vinderen og hans kone på en lidt bedre ferie, end de havde regnet med. Og måske bliver der også tid til, at der skal ske noget i huset.

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv