Pressemeddelelse -

​Lottomillionær vandt fire gevinster på to uger: Jeg var inde i en heldig stime

En kvinde i 40’erne fra Aarhus-området fik sig noget af en overraskelse på sin fødselsdag i sidste uge. Hun fandt nemlig ud af, at hun havde vundet 3.000.050 skattefri kroner i Lotto.

Kvinden spiller ikke fast hver uge, men blot engang imellem, når hun føler sig heldig.

- I sidste uge vandt jeg to gange 50 kr. på mine to Lottokuponer. Så jeg tænkte, jeg var inde i en heldig stime og byttede derfor mine vinderkuponer til nogle nye. Da jeg kom ind i kiosken, hvor jeg købte den, var der en anden kvinde, der om ind samtidig med mig. Hun spurgte kioskmedarbejderen og mig, om vi mente, det var en heldig uge at spille Lotto i, og det var vi alle enige om. Og heldigvis for mig, købte jeg mine to kuponer først.

Den heldige vinder havde en anelse om, at der ventede en større gevinst, da hun skrev tjekkede vindertallene og skrev dem ned på kuponen – og synes, at der på række seks var mange af de samme tal. Udover den store gevinst var der også en ekstra 50’er på den anden kupon.

- Men man tror jo ikke på det. Så jeg gik ned og fik den præmiesøgt i kiosken. Og der sagde de, at der var en gevinst over 10.000 kroner, så jeg skulle kontakte Danske Bank. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse. Altså man er jo helt omtumlet, glad og har samtidig ondt i maven, fordi man er bange for, at det er en fejl.

Kvinden gik ned i banken, og da hun kom ind, sad der forskellige rådgivere, der betjente kunderne. Blandt andet en kvinde i 60’erne og en ung fyr i tyverne.

- Jeg nåede at tænke, at jeg helst ville have kvinden. For hun ville formentlig ikke være i stand til at flygte med kuponen. Mens ham den unge så mere adræt ud og ville kunne løbe meget hurtigt væk. Haha. Man bliver jo helt kuk.

Kvinden, der er sundhedsplejerske, bor alene med sine to teenagesønner og er lige flyttet.

- Så pengene falder da på et ret tørt sted, kan man sige. Det er ikke helt billigt at have børn i den alder. Den ene går i gymnasiet og skal snart på studietur, hvilket er noget af en udskrivning. Så jeg er simpelthen så glad. Alting bliver bare lidt nemmere nu.

Den nyslåede millionær fejrede fødselsdagen og lottogevinsten med sushi sammen med sine sønner. Det er kun den nærmeste familie og et par veninder, der kender til gevinsten og sådan skal det gerne blive ved med at være.

- Jeg har det bedst med, at det er få, der ved det. Altså det er jo ikke noget, der kommer til at ændre mit liv som sådan. Det giver bare nogle dejlige muligheder.

Pengene skal formentlig bruges til udbetalingen på et lille hus og en ny bil. Og så vil den enlige mor gerne ud på nogle længere rejser med sine børn.

- Selvom jeg ikke føler, vi har manglet noget, så er det sådan nogle ting, vi ikke lige har haft mulighed for. Og endelig skal drengene også have lov at shoppe lidt. Selvom pengene overvejende skal bruges fornuftigt, skal der selvfølgelig også være plads til lidt sjov. 

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv