Pressemeddelelse -

Millionær kan ikke fortælle om gevinst

En kvinde i fyrrerne fra Nordsjælland blev i weekenden den heldige vinder af 6.572.627 kroner i Lotto. Kvinden har spillet på nettet, hvor hun ikke spiller fast, men "når hun føler for det".

Heldigvis for hende valgte hun at spille forrige lørdag. For da hun tjekkede sin mail søndag formiddag lå der en mail fra Danske Spil.

”Det er faktisk lidt pinligt, men jeg troede bare, det var en reklame for næste uges trækning. Jeg tænkte simpelthen, at så heldig kan man ikke være. Så jeg slog det faktisk ud af hovedet et par dage. Men der var alligevel et eller andet, der var mærkeligt. Og så gik jeg ind og tjekkede tallene”, fortæller den glade vinder.

Kvinden har endnu ikke fortalt nogen om sin gevinst, da hun forklarer, at hendes liv er en smule kompliceret lige nu. 

”Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden for to år siden, men har været tvunget til at bo sammen, fordi vi ikke har kunnet få solgt vores bolig. Derfor har jeg heller ikke sagt noget til mine døtre, da det vil være lidt svært for dem ikke at sige det videre. Men de skal selvfølgelig have det af vide på et tidspunkt”, lyder det.

Den nyslåede millionær vil derfor bruge nogle af pengene til at finde et nyt sted at bo og i det hele taget starte på en frisk.

”Jeg har ikke haft et job, hvor jeg har tjent ret mange penge. Så det er fantastisk at få nogle helt nye muligheder i livet. Jeg har tænkt mig, at jeg vil give det maksimale beløb, man kan forære væk skattefrit til mine søstre, min mor – og selvfølgelig mine døtre, der også skal have et kørekort og rigtig gode julegaver. 

Det er tydeligt at mærke, at det endnu ikke er gået helt op for kvinden, at det virkelig er sandt, at hun er blevet millionær.

”Man gør jo alle de ting, man plejer. Så i løbet af dagen suser man rundt og har travlt. Men om aftenen, når jeg har lagt mig i min seng, så ligger jeg og smiler for mig selv. 

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv