Pressemeddelelse -

​Nyslået millionær: Det pynter rigtig meget på kontoen

En kvinde i slutningen af 60’erne fra Skive Kommune er blevet den heldige vinder af en million skattefri kroner på Lottos Millionærgaranti.

Kvinden har haft en fast konto hos Danske Spil de seneste fem år, da hun blev træt af at glemme at købe sine Lotto-kuponer.

- Jeg glemte det alt for tit – og hvis man ikke spiller, vinder man jo ikke. Man får helt ro i maven, når man ved, at man automatisk får af vide, hvis der er gevinst. 

Af samme grund tjekker vores vinder og hendes mand aldrig lørdag aften, om de har de rigtige vindertal. Så det var først søndag morgen, de fandt ud af, at de var blevet millionærer.

- Jeg har jo prøvet at få en mail fra Danske Spil flere gange før bare med småbeløb, og da jeg tjekkede mailen og så, at der stod noget med en million, synes jeg da også den lignede alle de andre. Men jeg troede ikke på det. Da jeg viste min mand computeren, sagde han også, at det sikkert bare var spam. Men så ringede jeg ind til Danske Spil, som kunne fortælle, at det altså var rigtigt.

Kvinden fortæller, at selvom hun havde fået Danske Spil til at verificere, at hun var den rigtige vinder, så gik hun rundt med ondt i maven og uro i kroppen.

- Det var først om mandagen, da pengene gik ind, at jeg troede på det. Sådan en million pynter virkelig på kontoen, lyder det.

Kvinden forklarer, at ægteparret er et sted i deres liv, hvor de ikke rigtig mangler noget, så gevinsten er så at sige - flødeskum på hverdagen.

Parret har også tre børn og tre børnebørn, som skal nyde godt af pengene.

- De er helt oppe at køre over det her. Og det er jo dejligt, at vi nu har endnu flere muligheder for at lave nogle fælles ting, siger hun og fortsætter: 

- Vi vil gerne invitere hele familien på en fælles tur, når vi bliver 70 år. Så nu har vi sat dem på en opgave om at blive enige om, hvad de har lyst til. Vi er lige nu ude i, at den ene gerne vil på cruise, den anden på et resort i middelhavet, mens den tredje vil på skiferie. Så når de er blevet enige, bestiller vi rejsen, fortæller vinderen med et grin.

Derudover vil parret bruge pengene på andre rejser og i det det hele taget på oplevelser og fornøjelse.

- Det gælder jo om at nyde pengene, mens vi kan. Og det interesserer os ikke at købe alle mulige ting. Vi vil hellere ud at se verden. Og så skal vi selvfølgelig holde en kæmpe påskefrokost, hvor der ikke skal spares på noget. 

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv