Pressemeddelelse -

Odds: Hvem tager dagsordenen på årets Folkemøde?

Kampfly eller Kontanthjælp? Rød eller Blå blok? Hvem kommer bedst igennem mediemuren på dette års Folkemøde- og hvor stort bliver hashtagget #fmdk? Det sætter Danske Spil i samarbejde med Infomedia nu odds på op til årets Folkemøde, der begynder på torsdag.

-Folkemødet er blevet en årlig politisk milepæl, hvor en stor blanding af politisk interesserede, politikere, journalister, meningsdannere og lobbyister mødes til debat og snak. Men det er også en kampplads mellem meninger og dagsordner, og det er oplagt at sætte odds på, hvilken politisk fløj der får mest omtale, eller hvor meget der foregår på hashtagget #fmdk, siger dir. i Danske Licens Spil, Niels Erik Folmann.

Oddsene er lavet i et forsøg på at ramme hele det spekter som Folkemødet rummer. Derfor kan man vædde på både politiske temaer, sociale medier og forskellige interesseorganisationer. Han forventer ikke, at det er den klassiske Oddset-målgruppe, der vil give sig i kast med de særlige Folkemødeodds.

-Det er klart, at vores Folkemødeodds er målrettet folk, der tager på Folkemødet, og synes hele det politiske hurlumhej er spændende. Folkemødet er et sted, hvor man godt må lave lidt sjov og ballade med politik og politiske temaer, og det prøver vi at gøre, ved at blande vores ekspertise på Odds med Infomedias ekspertise indenfor medieovervågning, siger Niels Erik Folmann.

Infomedia er vant til at levere medieindsigt, som giver beslutningskraft på både strategisk og taktisk niveau, men oddssætning er en ny måde at arbejde på.

- Normalt laver vi ikke ligefrem væddemål med vores information, men vi synes, at netop Folkemødet er en unik og oplagt mulighed til at sætte vores ydelser i et nyt perspektiv. Vores kunder er vant til at styre deres kommunikation efter vores tal, så vi er klar på ”kontant afregning” på Folkemøde-odds, siger Kasper Hülsen, Markedsdirektør i Infomedia og fortsætter:

-Når vi hjælper Danske Spil med at lave et odds på, hvor mange der bruger hashtagget #fmdk i løbet af Folkemødet, er det både, fordi det er sjovt, men også fordi det siger noget om, hvor vigtig en kommunikationsform sociale medier er blevet. Særligt når man ønsker at kommunikere i en politisk sfære og ønsker at komme bredere ud end klippeøens rammer.

En af de ting man først kan oddse på fra onsdag morgen, har dog intet direkte med politik at gøre. Det er nemlig hvilken politiker, der er den hurtigste løber til Danmarks Naturfredningsforenings Politiske Morgenløb fredag morgen. Oddset åbner først onsdag, men til gengæld kan man i bedste fodboldstil spille helt frem til startskuddet lyder kl. 07. fredag morgen.

Alle andre odds er åbne nu, og frem til torsdag kl. 14, hvor Folkemødet åbner officielt.

For mere information:

Pressechef i Danske Spil, Marie Grabow Westergaard, tlf. 30851734

Related links

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv