Pressemeddelelse -

Resultatfremgang på 148 mio. kr. i Danske Spil

Der var mange, der fik glæde af den store præmiepulje i Onsdags Lotto. Det kan man læse i Danske Spils Årsrapport 2011, som offentliggøres i dag.

Danske Spil kan ifølge årsrapporten fremvise et resultat efter skat på 1.629 mio. kr., svarende til en fremgang på 148 mio. kr. eller 10,0 % i forhold til 2010. I resultatet er indeholdt 60 mio. kr. i avance fra fusionen af Danske Automat Spil A/S med Elite Gaming A/S.

Det betyder samtidigt, at der kan udloddes 1.576 mio. kr. til overskudsmodtagerne, svarende til en stigning på 93 mio. kr. i forhold til året før. 

Overskuddet til udlodning er baseret på en omsætning af Danske Spils produkter på 8.780 millioner kroner. Til sammenligning blev der solgt spil for 8.489 millioner kroner i 2010. Fremgangen svarer til en stigning på 3,4 %.

- Vi er meget glade for at kunne gavne de mange gode formål i Danmark med tipsmidler, der bl.a. er forudsætningen for utallige frivillige aktiviteter, siger adm. direktør i Danske Spil, H. C. Madsen.

Stigningen i resultatet skyldes først og fremmest Onsdags Lotto, hvor den ekstraordinært store præmiepulje i andet halvår af 2011 var genstand for spillernes og mediernes store opmærksomhed.

- Oddset - især Oddset Live - har også bidraget til det flotte resultat, bl.a. i forbindelse med øgningen i antallet af udbudte kampe, fastslår H.C. Madsen.

- For Danske Spil har 2011 - udover fusionen mellem Danske Automat Spil A/S og Elite Gaming A/S, som nu opererer under navnet Elite Gaming A/S – været præget af at gøre vores tre selskaber, Danske Licens Spil A/S, Danske Lotteri Spil A/S og Danske Spil A/S klar til det delvist liberaliserede spillemarked, således at vi nu har fået skabt et solidt fundament for at løse de opgaver, der tegner sig for indeværende regnskabsår, tilføjer H.C. Madsen.

4. kvartal 2011 i overblik (Sammenligningstal for sidste år i parentes)

Resultat             579 mio. kr. (346 mio. kr.)

Omsætning     2.930 mio. kr. (2.544 mio. kr.)

2011 helår i overblik (Sammenligningstal for sidste år i parentes)

Resultat          1.629 mio. kr. (1.481 mio. kr.)

Omsætning     8.780 mio. kr. (8.489 mio. kr.)

Yderligere oplysninger hos H. C. Madsen på telefon 24 22 21 00. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • årsrapport
  • årsregnskab
  • danske spil a/s
  • danske spil

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv