Pressemeddelelse -

Søvnløse førtidspensionister scorer Lotto-millioner

Lørdagens Lotto-millioner havnede i Ishøj-området, hvor de startede med at forstyrre nattesøvnen.

- Det er helt surrealistisk. Jeg kunne ikke sove før klokken 05:30.

Da vi fanger den mandlige del af Lottovinder-parret, bobler glæden stadig gennem røret. Selv om tallene blev trukket lørdag, var det først den følgende onsdag, at de opdagede deres held.

- Jeg havde skrevet tallene ned onsdag eftermiddag for ikke at få dem blandet sammen med Onsdags Lotto-tallene, men jeg tjekkede dem først senere på aftenen. Da jeg sad med kuponen, så jeg, at der var fire rigtige på den første række, og så faldt øjnene ned på den tredje række, hvor jeg kunne se, de fire første tal også passede. Der var fire rigtige. Fem rigtige. Så sagde jeg til min søn, der sad ved siden af: Der er sgu seks rigtige. Og så kiggede jeg ekstra grundigt på det sidste tal og råbte: Der er syv rigtige. Vi har vundet 7.000.000 kroner, griner vinderen.

Så snart parret opdagede gevinsten, drog de til en forhandler og fik præmiesøgt spillet, og derefter ringede de til Danske Spil og fik registreret sig med navn og adresse og knyttet det til kuponen.

- Altså bare for en sikkerheds skyld. Tænk hvis vi mistede sådan en kupon. Det ville ikke være til at bære. Da vi endelig var hjemme igen, kunne vi slet ikke falde til ro, så vi var vågne det meste af onsdag nat. Jeg sov først halvseks om morgenen, forklarer vinderen.

Vinderne er et ægtepar i slutningen af 40’erne med tre børn, og de ser nu frem til at få opfyldt alle tre punkter på deres ”drømmeplan”:

- Det er ret simpelt. Vi vil betale vores gæld ud. Vi vil have en bil, det har vi ikke haft råd til. Vi er førtidspensionister, og fysikken har også gjort det vanskeligt at komme rundt med offentlig transport. Og så vil vi have en bolig i stueplan. Min hustru døjer med at gå, og vi bor i etagebolig, men nu skal vi have et hus og bo ved jorden. Det bliver dejligt, fortæller manden.

Parret har allerede været hos bilforhandleren og købt en ny bil, og de er såmænd også ved at overveje, hvor de gerne vil bo. Hos bilforhandleren var der ingen smalle steder.

- Det var lidt vildt. Vi gik ned og pegede. På en Mercedes. Og så ringede forhandleren til banken og fik bekræftet, at vi har vundet, og nu får vi bilen allerede i den kommende uge. Ret vildt, lyder det fra manden.

- Jeg er helt vildt glad. Vi kan få opfyldt alle vores drømme. Pengene falder på det helt rigtige sted, og jeg er over-over-overglad, forklarer han.

Parret har sagt ja tak til et besøg af Danske Spils millionærrådgiver.

Og så er der vel bare tilbage at sige kæmpe stort tillykke med gevinsten. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • danske spil a/s
  • lotto
  • lotto vinder
  • millionær
  • vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv