Skip to main content

Vandt 16,6 millioner kroner på Joker: ”Jeg tog et glas rødvin og gik i seng”

Pressemeddelelse   •   Jul 12, 2017 14:16 CEST

Selvom Jokeren er det spil, der er i spil flest gange på en uge, så er det også en af de sværeste at fange. Men en heldig spiller fangede Jokeren i sidste uge i forbindelse med Vikinglotto-trækningen og vandt dermed en gevinst på 16,6 millioner kroner. Det var kun anden gang i år, at Jokeren blev fanget.

”Det føles underligt. Sådan helt uvirkeligt,” siger vinderen, der ønsker at være anonym, men gerne vil oplyse, at vedkommende er bosat i Region Syddanmark.

Vinderen måtte da også tjekke sin kupon et par gange, da det stod klart, at der var gevinst på.

”Jeg kiggede tre-fire gange på min kupon, før jeg troede på det. Men så ringede jeg ind til Danske Spil, og de tjekkede kuponnummeret og fortalte mig, at der var gevinst,” fortæller vinderen, og tilføjer:

”Så tog jeg en dyb indånding. Det var der, det gik op for mig, at der var gevinst på.”

Ofte bliver sådan en flot gevinst fejret med lidt godt at spise, et glas champagne eller noget helt tredje, men for vinderen var det noget andet, der blev fejret med.

”Jeg tog et glas rødvin og gik i seng,” fortæller den heldige person.

Hvad gevinsten skal bruges på, det ved vinderen ikke endnu. Det vil vinderen vende med Danske Spils millionærrådgivere.