Pressemeddelelse -

​Vandt 25 millioner i Lotto: Jeg måtte nive min mand i armen

Det blev en overordentlig glædelig jul for et ægtepar i Kalundborg Kommune, der i lørdags vandt ikke mindre end 25 millioner kroner i førstepræmien i Lotto. Således er millionerne regnet ned over den Nordvestsjællandske Kommune i december måned, da en anden heldig dansker i starten af december vandt 210 millioner i Eurojackpot.

Parret er i henholdsvis 40’erne og 50’erne, og det var kvinden, der søndag formiddag satte sig ind ved computeren for at tjekke tallene på hendes Lyn-Lotto.

- Min mand har faktisk en konto på nettet til de forskellige Lotto-spil. Men engang imellem får jeg en indskydelse, når jeg står nede i Kvickly. Og det må man jo sige var ret heldigt i dette tilfælde, siger hun med et stort grin. Hun understreger samtidig, at parret gerne vil være anonyme.

Det var på række otte, kvinden godt kunne se, at der var mange tal, der svarede til dem, der var blevet udtrukket lørdag aften.

- Jeg måtte lige tjekke efter et par gange. Og den var altså godt nok. Jeg glemmer aldrig de tal igen. Min mand sad inde i sofaen og så TV, og jeg løb grædende ind til ham. Først troede han, at det var hans far, der var død, men så så han, at jeg stod og viftede med kuponen. Jeg sagde til ham, at han skulle finde Tekst-TV men han var så rundt på gulvet, at han ikke kunne ramme knappen. Vi hoppede rundt og råbte og græd af glæde. På et tidspunkt sagde min mand, at det måtte være en drøm, så jeg nev ham hårdt i armen og sagde, at hvis han kunne mærke det, så var han vågen.

Den lykkelige mangemillionær griner igennem det meste af samtalen og fortæller, at det nærmest var helt stressende at vinde i juledagene, da der jo så gik et par ekstra dage, før de kunne få kuponen i sikkerhed i banken.

-Vi har heldigvis et lille pengeskab, hvor vi kunne låse den inde. Men det var virkelig nogle lange dage alligevel, lyder det.

Hun fortæller desuden, at pengene falder på et meget tørt sted.

- 2018 har været et virkelig hårdt år for os. Blandt andet har vi haft flere dødsfald i familien. Desuden blev jeg fyret her i december måned og min mand har ikke kunnet arbejde i et år, fordi han har gennemgået en stor operation. Så vi har haft utrolig meget stress over økonomien. Det her er bare så vidunderligt. Nu vender det hele på en tallerken, og vi kan se frem til 2019 på en helt anden måde.

Parret ringede straks til deres to voksne børn og bad dem komme hjem, så de kunne dele nyheden.

-De blev så glade på vores vegne, og græd lige så meget som os. De har også skullet vende hver en krone igennem de seneste par år, og det har været virkelig hårdt at se dem kæmpe, uden at vi kunne hjælpe dem. Ligegyldig hvor gamle de bliver, er de jo stadig ”bare” børn for os forældre. Nu vil vi i første omgang købe et hus til dem hver, og så vil vi betale for, at vores børnebørn kan komme på privatskole.

Parret, der har været gift i over 30 år, er enige om, at de skal være fælles om alle de beslutninger, der skal tages i forbindelse med at bruge af gevinsten. Desuden har parret takket ja til at få besøg af Danske Spils uafhængige millionærrådgiver, hvilket tilbydes hvis man har vundet over 1,5 millioner kroner.  

- Vi har dog allerede lagt nogle planer. Først og fremmest skal vi være gældfri. Vi vil desuden selv gerne have et større hus samt en lejlighed i Spanien. Derudover er der en bil, jeg altid har drømt om, som jeg gerne vil have nu - og en ny campingvogn med aircon og det hele. Sidst men ikke mindst skal vi selvfølgelig investere nogle penge, så de kommer til at række længst muligt. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • vinder
  • millionær
  • danske spil
  • lotto

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv